Vi har snakket en del om MTB festivalen her på redaktionen, og vi synes det er sådan et godt initiativ, som er med til at fremme og promovere mountainbike i Danmark. Festivalen er for alle, så uanset om du er nybegynder eller elite kører, så kan man på festivalen mødes om en fælles interesse omkring mountainbike.

Festivalen arrangeres af DGI, i samarbejde med FDF og andre lokale aktører. Læs mere om festivalen her

MTB festivalen er bygget op omkring et fantastik område i Søhøjlandet, med FDF Sletten som centrum for det hele. Her er alle de faciliteter der skal til for at lave en festival med fokus på mtb, hygge og god forplejning. Som en af deltagerne sagde sidste år – “Det er Roskilde på 2 hjul”.

Det er gratis at komme ind på pladsen, og mødes med de hundredvis af andre mountainbikere, og få en snak og sparke lidt dæk. Men køber du en billet, så får du adgang til det, det hele handler om, nemlig masser af mountainbike. Hver dag er der forskellige camps, og kurser du kan deltage i, og de laves alle på forskellige niveauer. Så uanset om du vil lære at køre på baghjul, lære simple teknik eller bunnyhop, eller måske på guidet tur, så er der noget for dig.

Vi ved godt at du nu sidder og overvejer at deltage, men mangler lige det sidste argument for at bruge dine hårdt tjente penge, som du kunne bruge på udstyr til cyklen på en billet i stedet.

10. grunde til at tage på MTB Festival

1. Det handler om mountainbike

Vi elsker mountainbike, og efter som du læser med her, så er du nok også lidt vild med det? På festivalen er der fokus på mountainbike, så faktisk behøver vi ikke flere gode argumenter.

2. Bliv en bedre mountainbiker

Uanset om du er typen der skal ud og konkurrere til løb eller ej, så er der noget at hente ved at blive en bedre mountainbiker. Det hele er bare lidt sjovere, når der bliver mere styr på teknikken, eller man lærer bunnyhop, nedkørsler, manuals og andre sjove ting, som man kan bruge ude på sporene. Vi tør godt love dig du bliver en bedre mountainbiker af at deltage på festivalen. Der er masser af kurser og workshops på forskellige niveauer, som du kan deltage i.

3. Hygge og netværk

Tag vennerne med og mød en masse nye mennesker som har samme interesse for mountainbike som du har. Når så mange mennesker mødes om en fælles interesse, så er det nemt at komme i snak, og du ved jo godt hvor længe man kan snakke om mountainbike?

4. Campfire talks

Om aftenen når mørket begynder at sænke sig over festivalpladsen bliver der tændt op i de forskellige bålsteder på pladsen, og så holder vi Campfire talks. Konceptet er at hvert campfire har hver sit tema, så man vælger selv en bålplads, og så sætter man sig med en kop kaffe eller kold øl, og snakker og debattere om det pågældende emne.

5. Festival stemning

Alt efter hvilke slags festivaller du er vant til, så skal du nok ikke forvente lige så høj musik, og samme mængder alkohol. Men vi kan næsten med garanti love dig god stemning og masser af glade mennesker.

6. Naturoplevelser

Naturen omkring Søhøjlandet er helt fortrinligt, og festivalen er placeret lige midt i denne smukke dejlige natur, omkranset af skov og søer. Så kom og få en fantastisk naturoplevelse, og forestil dig at du er helt ude i vildmarken (Bare med mobilsignal og WiFi).

7. Få inspiration

Sådan et par dage ude i den friske natur, med andre mountainbikere, kan du ikke undgå at få inspiration til nye steder at køre og friske spor der kan udforskes. Og ikke nok med det, så får du også inspiration til at afprøve nye teknikker og måske en bedre kørestil.

8. Tag familien med

Har du dårlig samvittighed over at bruge en weekend på dig selv, væk fra familien? Så fortvivl ikke, for på MTB Festival Søhøjlandet, er det oplagt at tage familien med. Der er mulighed for at komme en enkelt dag, eller tage campingvogn eller telt med, og få en hyggelig weekend. Sidste år var der masser af børn og børneaktiviteter, og det er der garanteret også i år. Så tag du trygt familien med, til en hyggelig weekend i skoven.

9. Motion og sundhed

Motion og sundhed er nok ikke det første man forbinder med festival, men det er hvad du får på denne festival. Kom ud i det forhåbentlige gode vejr, få noget frisk luft, og masser af motion. Læg telefon og iPad til side, og nyd øjeblikket.

10. Det bliver skide hyggeligt

Vi var 2 mand på festival her fra redaktionen sidste år, og vi kedede os ikke på noget tidspunkt. Enten så var vi travlt optaget med en af de utallige workshops, eller også var vi på en guidet tur, eller vi snakkede med nogle af de andre deltagere, eller trænede på den anlagte teknikbane. Der sker hele tiden noget, og man kan også bare vælge at sætte sig ned midt i det hele og nyde øjeblikket. Der er også mulighed for enten alene eller sammen med andre at cykle en tur i området.

Så kom med på årets MTB festival – Det bliver skide hyggeligt.

Praktisk info:

  • Dato: 10-12 maj 2019
  • Sted: FDF Sletten (Søhøjlandet)
  • Arrangør: DGI
  • Billetter: Købes her