Slettestrand er synonymet med dansk mountainbike kultur. Området i Jammerbugten er fuld af oplevelser, som ikke nødvendigvis skal foregå på sporet i Svinkløv plantage. Vi har været på vildmarks weekend med MTB Slettestrand, og det gav ekstra liv, og masser af energi.

Danmark er ret friseret når man kører igennem det, markerne stå snur lige og de fleste skove er plantager. Når man kigger på mountainbikesporerne så er de godt afmærket, og flot bygget. Det samme gør sig gældende for det nok bedst kendte danske mountainbike spor – Slettestrand MTB. Men der er faktisk områder, hvor man føler sig ude i baglandet, hvor der ikke kommer særlig mange mennesker, og det vil de gode folk hos MTB Slettestrand gerne vise os. For i Jammerbugt området, er der områder, der er øde, men stadig med muligheden for at opleve det fra en mountainbike.

Vildmarkstur i vildmarken

Slettestrand MTB har lavet et koncept de kalder Vildmarkstur på mountainbike. De transporterer deltagerne langt væk fra feriecenteret i Slettestrand, og så skal man over 3 dage finde tilbage med hjælp fra to guider fra feriecenteret. Turen går gennem flot natur, istidslandskaber, vandrestier og mountainbikespor. Man overnatter i telte, bunkere eller ude under åben himmel. Maden laver deltagerne selv, med støtte fra de to guider der er med på turen, eller med Slettestrands kok på deres satellit – Madsmedjen.

Foto: Michael Kortbek fra flyvers.com

Kristian og Anders

Fredag eftermiddag mødte 12 forventningsfulde mountainbikere op ved receptionen på Slettestrand feriecenter. Vi blev budt velkommen af direktøren Kristian og lillebroren i familien Kronborg Anders, der var guider for weekenden. Alt bagage blev smidt i én varevogn, mens os deltagere sammen med Anders og Kristian fik et sæde hver i en bus.

Anders og Kristian fra Feriecenter Slettestrand omgivet af vilde heste. Foto: Michael Kortbek fra flyvers.com

Feriecenter Slettestrand ejes og drives af Familien Kronborg. Næsten alle børn og svigerbørn er beskæftiget mere eller mindre i virksomheden. Feriecenteret er en af de største virksomheder i Jammerbugt Kommune, med omkring 120 ansatte. MTB Slettestrand er en del af feriecenteret, og det er den del laver alle mountainbike relaterede arrangementer. Det er også her, arbejdet med de lokale spor ligger. Slettestrand har med deres utrættelige indsats, skabt et helt unikt sted, som er et af flagskibene i opretholdelsen og skabelsen af den danske mountainbike kultur.

Efter en halv time i bussen, ankommer alle os deltagere og guider til en lille skov i nærheden af Tinghøj ikke langt fra Bulbjerg. Her slås de to lavvuer op, og hvide skind bliver spredt rundt derinde. I midten af teltpladsen er en bålplads. Ikke langt fra ligger en gammel tysk bunker, som også skal agere som ly for natten.

Dejlig dag på cyklen

Men dagen er stadig lang, så cyklerne bliver fundet frem, og vi cykler en tur rundt i området. Turen går gennem områder med gravhøje, Lildstrand cowboyby og slutter for foden af Bulbjerg. Her smides cyklerne på nakken, og vi vandre op til toppen. Anders tryller en større rygsæk frem med lokale øl, og der er nok til, at vi alle kan få slukket tørsten. Turen tilbage til lejpladsen er hurtigt overstået, og inden længe er alle mand i gang med forskellige arbejdsopgaver omkring madlavning, båltænding og lysopsætning. Klokken bliver 22 inden maden er indtaget.

Snakken går og inden de fleste går til ro, tager vi en dukkert i Jammerbugt. En perfekt afslutning på en dejlig dag i den nordjyske vildmark.

Hike a Bike – eller cyklen på nakken skal bruges flere steder på turen. Da der er steder man ikke må cykle. Foto: Michael Kortbek fra flyvers.com

Vågner til lyden af fuglefløjt

Lejren vågner stille og roligt lørdag morgen. Planen er, at køre mod Madssmedjen ved Slettestrand ved 10 tiden, men der er ingen hast. Morgenmaden er tilberedt af Anders og Kristian, og består af æg, bacon, Anders’ havregrød og så Kristians flamberede bacon.

Vi får alt pakket, og deler os i to grupper. Den ene gruppe til dem der gerne vil holde lidt pauser undervejs, og den anden til dem der ikke holder så mange pauser, og så er planen igen at samles, når der skal spises frokost på restaurant Klim Bjerg. De to grupper forlader lejrpladsen med 20 minutters mellemrum.

Der er gjort holdt på turen, for lige at tage regnjakker på. Foto: Michael Kortbek fra flyvers.com

Nu følger vi stranden et godt stykke, både på stier tæt ved stranden, men endnu mere ekstraordinært på stier der følger bakkeryggen igennem istidslandskabet.

Gutterne fra kutterne

Turen slår ind forbi Thorup strand, som nogle kender fra tv2 udsendelsen Gutterne fra kutterne, men som også skulle have en rigtig god café, dog er vi så tidligt på den, at det ikke bliver relevant. Turen går nu videre gennem skov og bakkede områder, hvor man føler sig ret afsides, skønt man bare er få kilometer fra den nærmeste asfalterede vej. Vi forsætter af spor gennem højt græs, som afbrydes af stop hvor vi passerer gennem låger, eller stop for at plukke porse til aftensmaden fra en busk ved stien.

Der er gjort stop på toppen af Buæbjerg, hvor Anders mirakuløst frembringer øl til fællesskabet. Foto: Michael Kortbek fra flyvers.com

Vi rammer Klim bjerg, som var en ø i istiden, men som nu ligger omkranset af kornmarker. Bjerget indeholder kalk, som gennem tiden har været brugt til bygningsmateriale. Der er tid til en tur rundt på bjerget af små spor, med et naturligt underlag af jord og rødder. Turen har givet appetit, og selvom vi er på vildmarkstur, kan man jo godt spise et godt traditionel stjerneskud med det hele, på Restaurant Klim Bjerg lige ved kalkbrudet.

Kollerup rummer et magisk udsigtspunkt

Med maverne fyldte og lidt trætte ben, forsætter turen af grusveje mellem marker, og skovstier igennem tæt skov. Vi ender efter nogle kilometer på sporet i Kollerup, som vi kører et lille stykke af, for lige efter den snoede opkørsel som kaldes for slangestigningen, tager vi turen af sporet et lille stykke, for derefter at dreje af, og forsætte op. Her havner på på et fantastisk udsigtspunkt, der giver os udsigten til Svinkloverne, og skovene i svinkløv plantage.

Alle kræfter bruges

Vi deler os igen i 2 hold, hvor det ene hold forsætter af grusvejen til svinkovene, mens det andet tager den gamle, men nedlagte sti til Svinklovene. Svinklovene må man ikke cykle på, så her skal cyklen igen bæres op. Folk er trætte, og turen op af de 110 trin, tærer på kræfterne hos deltagerne.

Anders har ledt gruppen op på udsigtspunktet ved Kollerup sporet. Det er værd at slå en tur forbi. Foto: Michael Kortbek fra flyvers.com

Inden vi tager sidste del mod Madsmedjen i Hjortdal, gør vi et holdt på toppen af Svinklovene. Sporet i Svinkløv plantage er et dejligt spor, som besøges af rigtig mange mountainbikere hver dag. I dag tager vi kun få udvalgte dele af sporet, men kommer af genveje op gennem plantagen, og ender på forunderlig vis, lige ved indkørslen til Madsmedjen. Dages tur er slut, der er gået seks en halv time siden vi forlod vores lille lejrplads, og vi har kørt 46 kilometer gennem det smukkeste terræn.

Madsmedjen

Madsmedjen er kendt af mange, som et af de steder man besøger, når man deltager i forskellige arrangementer på feriecenteret. Det er her det meget omtalte teknikområde ligger, men altså også her, hvor vi skal overnatte, og lave mad i den gamle smedje. Maden er igen vores egen opgave, dog med kyndig vejledning fra flere gode folk fra feriecenteret. Vi får frembragt pizzaer i pizzaovnen, makrel, blæksprutte og krappeklør over bålet, grillet salat og friturestegt hyldebærblomster til dessert.

Deltagerne lavede selv maden lørdag aften. Foto: Michael Kortbek fra flyvers.com

Som det har været tilfældet på hele turen, er det os selv der laver det hele i en stor samarbejdsøvelse. Maden er god, og de efterfølgende snakke over lokal øl og gin forsætter til over midnat. Vi er nogen der sover på madrasser under åben himmel, andre i selve madsmedjen, mens et par stykker finder vej til værelserne. Natten er varm, der blæser en let brise og det holder tørt. Soveposen føles bare endnu bedre, når man ligger her under et træ, og kan ane den blå himmel i tusmørket.

Op og ned med cyklen på nakken

Sidste dag på dette mikroeventyr starter fra Madsmedjen, og slutter på Slettestrand feriecenter. Men inden vi kan indtage den traditionelle frokost, går turen gennem kløfter, fyrskove og høje skrænter. Noget må kun køres sammen med guiderne fra Slettestrand MTB, mens andre dele i selve Fosdal plantage og langdal plantage må køres. Vi kommer igennem områder hvor gravhøje fra bronchealderen ligger spredt vilkårligt rundt omkring. Kristian kan endda fortælle, at dette er det sted i Europa og dermed også i verden, hvor der ligger flest gravhøje så tæt. Vi stopper ved bavnehøj, og går op af den. Dette er den højeste sted i området, og udsigten giver et godt indtryk af denne side af området ved Slettestrand.

Efter flere turen med cyklen på nakken, er der gjort holdt på toppen af en bakke. Foto: Michael Kortbek fra flyvers.com

Fosdalen og Langdalen

Turen går over nordskrænten Lien ud mod Jammerbugt. Her hæver jorden sig brat 66 meter over det flade kystland. Denne skrænt kan følges hele vejen over til Svinklovene på den anden side af mountainbikesporet i Slettestrand. Det bagvedliggende landskab indeholder flere dybe kløfter set med danske øjne, og deriblandt de kendte Fosdalen og Langdalen. Selvom vi alle kan mærke de mange timers cykling i benene over de sidste tre dage, bliver Fosdalen og Langdalen taget med højt humør, selvom de for det meste af vejen skal tages gående, da man ikke må cykle ned og op af disse dale.

Hjemme igen

Traveturen med cyklen på nakken er det hele værd, og da vi rammer Feriecenteret i Slettestrand, er humøret højt selvom energien er en smule lav. Oplevelserne omkring Slettestrand er helt unikke, og de små 100 kilometer vi har kørt fra Bulbjerg over Tranum til Slettestrand, har givet et medrivende indtryk af, at der faktisk er områder i Danmark der ligger næsten urørt hen. Men har også givet oplevelsen af, at man faktisk ikke altid behøver at tage til Island eller alperne, for at få store oplevelser i vildmarken. Sceneriet er dog oplevet i et utrolig godt følgeskab med 13 andre personer, der alle har været med til, at skabe et socialt fællesskab, der på rekordtid virker som noget der har eksisteret meget længere end bare små 72 timer.

Anders fortæller om et af de mange levn fra anden verdenskrig. Foto: Michael Kortbek fra flyvers.com

Guiderne som bare hedder Kristian og Anders, var man på fornavn med fra første minut. De formåede med succes, at formidle deres skøre ide om en vildmarkstur i Danmarks baghave til os andre, og skabe lige så stor entusiasme hos os deltagere.

Ture som disse viser, at mountainbike spænder bredt, og selvom man elsker nedkørsler, så kan en vildmarkstur også noget. Det går ikke så stærkt, men muligheden for at lære nye mennesker at kende, og høre om deres liv og deres måde at nyde mountainbiken, er et kick i sig selv. Selvom vores redaktør fra MTBX var inviteret til at deltage, er det en oplevelse man virkelig skal give sig selv. Tag med ud i vildmarken med Kristian og Anders, det er en rigtig stor oplevelse, som kommer til at sidde i mig i lang tid.

Folkene omkring feriecenteret i Slettestrand skal ikke være bange for at de bor langt ud i naturen, for de er med til at sætte trenden for den danske mountainbike kultur.

Alle deltagere der drog afsted på vildmarkstur kom glade tilbage. Foto: Michael Kortbek fra flyvers.com

Alle billeder er taget af Michael Kortbek fra flyvers.com