For fire år siden satte Mikkel Gram-Hansen sig et ambitiøst mål: Han ville være den første mountainbiker, der kørte alle officielle MTB-spor i Danmark. 1.333 km senere kunne Mikkel på sin 50 års fødselsdag gøre drømmen til virkelighed. Den flotte præstation er hele vejen igennem blevet dokumenteret i Mountainbike United – Danmarks største MTB-app – som med et farvekodet danmarkskort gør det nemt at tracke, hvilke spor man har kørt.

Mikkel Gram-Hansen er kendt i de fleste områder af Danmark, og  de fleste er oplevet fra hans mountainbike. For fire år siden satte Mikkel Gram-Hansen sig for, at gennemkøre alle Danmarks officielle mountainbike spor. Fire år er gået, og han kan nu kalde sig landets ukronede sporkonge. For få dage siden kørte han det sidste spor, og alle gennemkørsler er registreret i  Danmarks største MTB-app Mountainbike United. Projektet er fuldendt, og det har budt på fantastiske oplevelser af alle slags – fra græssende kronhjorte i morgendisen til imponerende sandmiler og bortgemte spor, der oversteg alle forventninger.

Jeg har kørt MTB-spor over hele Europa, men selvom Danmark er et ret fladt land, synes jeg, vi er utrolig godt med. Det er så tydeligt, at vi har mange dygtige sporbyggere, for der bliver virkelig tænkt over tingene derude. Det kan man mærke på flowet i sporene, og de mange kreative måder vores sparsomme højdemeter bliver udnyttet på, siger Mikkel Gram-Hansen.

Digitale kort og nysgerrighed

Det var især fascinationen af digitale kort og en “hylende nysgerrighed”, der fik Mikkel Gram-Hansen til sætte sig for at køre alle spor certificeret af OnTrail. Det drejer sig om ikke mindre end 179 spor. Derudover gav Mikkel Gram-Hansen sig selv det benspænd, at de alle skulle køres på den samme cykel – nemlig hans Giant. Den har trofast fulgt ham på det 1.333 km lange eventyr – og det er netop dét, mountainbiking er for Mikkel Gram-Hansen; eventyr.

Jeg elsker at komme steder, hvor jeg ellers aldrig ville komme. Smukke hjørner og afkroge af Danmark med mystiske bynavne og unikke oplevelser, hvor man tænker: “Hvem kunne vide, at her er så fantastisk?” Det er den slags oplevelser, jeg samler på. Så mit råd er: Tag afsted! Tag ud og prøv noget nyt i stedet for at køre de samme spor igen og igen. Ja, nogle dage kan det godt være en blandet pose bolsjer, men der venter masser af fine oplevelser derude. Det kræver kun, at man tager afsted med åbent sind, siger Mikkel Gram-Hansen.

Mountainbike United

De mange ture blev planlagt og dokumenteret i appen Mountainbike United. Appen har et fast samarbejde med OnTrail, og viser alle officielle MTB-spor over hele landet. En særlig “Ride the World”-funktion gør det nemt at holde styr på kørte og ikke-kørte spor. Det foregår ved hjælp af et danmarkskort, der er inddelt i 179 områder. For hver gang alle spor i et område er blevet kørt, skifter det farve fra gråt til grønt.

Læs også: Danske spor har brug for sammenhold, Mountainbike United kan hjælpe med det

Som den første bruger af appen, har Mikkel Gram-Hansen nu farvet sit personlige danmarkskort helt grønt. Han har også brugt appen til at planlægge de dage, hvor der skulle køres flere spor. Her kan Mountainbike United hjælpe med finde sporet, en parkeringsplads nær sporet og vise, hvor lang tid det tager at cykle hvert spor.

Gør Mikkels bedrift efter

Flere andre mountainbikere er i gang med at gøre Mikkel Gram-Hansen kunsten efter, og Mountainbike United udlodder nu en unik cykelhjelm med MTBU-logo til alle ryttere, som gennemfører alle officielle spor og farver deres danmarkskort helt grønt.

Om Mountainbike United

Mountainbike United digitaliserer MTB-sporten og spor over hele Europa. Flere end 150.000 brugere har downloadet appen, som bruges til at finde og tracke de bedste spor, men også til at knytte nye bånd til ligesindede i mountainbiker-miljøet. I Danmark omfatter appen alle officielle spor, som er godkendt af OnTrail. I øjeblikket er antallet 179, og det vokser støt. Fællesskab og passion for MTB-sporten er vigtige drivkræfter bag udviklingen af appen. Vi har store ambitioner for fremtiden, hvor hele verdens spor kan digitaliseres og gøres tilgængelige for alle, som deler glæden for mountainbikesport. Se mere information: https://mtbutd.com/da/