Danske spor har brug for sammenhold, Mountainbike United kan hjælpe med det
De fleste der har ledt efter mountainbike spor har sikkert stiftet bekendtskab med Singletracker Appen. Den danske app, der indeholder stort set alle danske officielle spor. Morten Kamp Schubert, der er direktør og skaber af Singletracker og hans ansatte på Singletracker har gennem de sidste år, arbejdet på en masse forbedringer af appen, og nu bygger de en overbygning på, som de kalder Mountainbike United, og som skal gøre det nemmere at være mountainbiker - de kalder det et "Dedicated riders community".
De sidste to år har Singletracker vundet DGI Impact pris, hvor der følger 500.000 kr. med til den videre udvikling, og så adgang til DGIs iværksætterpakke. Vi har taget en snak med Morten fra Singletracker, for at høre om hvad pengene er brugt til, og hvad det har betydet for Singletracker.
I januar 2020 var vi alle lige gået ind i et nyt år, og for Singletracker betød det, at man kunne komme i gang med udviklingen af de mange ideer, der var en af grundene til at de havde vundet DGI Impact. Samtidig skulle de i gang med at forbedre appen endnu mere. Men så ramte Corona virussen verden.
De mange business to business aftaler Singletracker havde med danske og udenlandske virksomheder, blev lige så stille annulleret, og Singletracker havde ikke mange midler tilbage til den daglige drift. Paradoksalt nok havde det også en anden betydning, for i takt med at danskerne blev sendt hjem, ja så steg aktiviteten ude på de danske mountainbike spor. Aktivitet på sporerne kan måles direkte på Singletracker, og i foråret 2020 steg antallet af brugere på appen med 1000 %, fortæller Morten.
Singletracker appen har gennem de sidste 4 år, givet os mountainbikere et digitalt værktøj, som har været med til at gøre oplevelsen af den danske spor endnu bedre. Ideen med appen har ændret sig siden den først kom ud, og nu bruges den i overvejende grad til at få overblik over de spor der findes, og det er ikke kun i Danmark. Derudover har den flere andre funktioner, såsom en tracking funktion ala det vi kender fra andre tracking apps, f.eks. Strava. Den har en advarsel ved styrt, hvis man bruger deres TILT sensor, og derudover så er det en god app til, at finde rundt nye spor.
Singletracker er ikke gratis at levere, men for den almindelige bruger, er den gratis at bruge. Derfor ramte Corona endnu mere hårdt, med alle business to business arrangementerne annulleret. Samtidig arbejdede folkene hos Singletracker videre med deres nye projekt Mountainbike United platform, fordi de kunne se, at den kan være med til at styrke deres forretning. Med Singletracker appen indarbejdet i et nyt og spændende community, ændrer Singletracker deres navn til Mountainbike United.
DGI Impact og en ny investor
Med DGI Impact sejren to år i træk og med en ny investor i ryggen, har Singletracker/ Mountainbike United trods coronakrise kunne arbejde på et nyt og spændende community. “Vi har nemlig brug for, at komme tættere på hinanden i disse tider” som Morten siger.
Hvad er DGI impact:
DGI Impact er et forløb for iværksættere, der blev startet i 2018. Hvert år udvælges 5-8 idéer med potentiale til at få flere aktive danskere, flere i bevægelse og forme fremtidens fællesskaber. Disse præmieres med et beløb til udvikling
Facebook er oversvømmet af reklamer, ligegyldige beskeder og videoer. Derudover flyder det over med mængder af forskellige grupper med de samme emner, der oprindeligt var lavet for at skabe sammenhæng, men er endt med det modsatte. Dette gør det svært for os almindelige brugere, for at finde den information vi har brug for.
“Herudover bliver vores spor presset fra mange sider, og vi har brug for at markere os som brugergruppe – en brugergruppe der står sammen” fortæller Morten, og han forsætte “Med over 400.000 personer der klæder om for at cykle i skoven, så er der basis for, at vi kan markere os som mountainbikere”. Det forventer han kan ske gennem Mountainbike United community’et.
Vi står bedst hvis vi siger det sammen
Der er rigtig mange i Danmark der kører mountainbike, i 2017, ved seneste tælling i 2017 var der små 400.000, så der kan nemt være endnu flere her i slutningen af 2020. “Vi mountainbikere er som f.eks. løbere, ikke alle med i formelle fællesskaber, som f.eks. en cykelklub” siger Morten. Men når politikerne og forskellige styrelser og organisationer skal lægge nye planer for naturområder, så taler de gennem de formelle kilder, og det er foreningerne. Andre naturvenlige foreninger står ret stærkt med mange dedikerede medlemmer, mens vi i mountianbikesporten ikke står nær så stærkt, da rigtig mange af os ikke er med i en forening. Morten nævner at under 5 % af danske mountainbikere skønnes at være med i en forening.
Morten har mange svar på spørgsmålet om, hvorfor man skal være med i en forening. Den vigtigste grund er klart, at man kan stå sammen som brugergruppe. Hvilket har været en af baggrundene til skabelsen af Mountainbike United. For når man køber sig adgang til Mountainbike United bliver man automatisk med i den virtuelle forening Mountainbike United Danmark, som er en forening i DGI regi. Men Morten nævner, at det nye community kan så meget mere.
Dedicated riders community
Hvem har ikke prøvet at skulle til en anden del af landet, og gerne ville på tur med lokale på mountainbiken samtidig. Ved søgning på Facebook og internettet, ender man op i gamle links og en af 14 forskellige lokale Facebook grupper, der enten er en lokal cykelklub, flere grupper omkring det samme spor, og forskellige nationale facebookgrupper, der hedder noget med mountainbikespor.
Mountainbike Uniteds ambition, og dermed også Mortens og hans teams ambitioner er, at gøre det meget nemmere, at nå hinanden på tværs af landet. For i stedet for at bevæge sig ud på Facebook, så bruger man det communityfeed der er tilknyttet Mountainbike United, og så skulle det blive meget nemmere, at finde en eller flere at køre med, kurser, lokale klubber og andet mountainbike relevant. Med automatisk medlemskab af den virtuelle forening Mountainbike United Danmark, bliver brugerne også mere tydelige, i den igangværende debat om benyttelsen af skovenen og naturen.
Derudover er Singletracker knyttet op til community’et, og har man tracket sine ture derinde, eller bare uploaded gennem Strava, ja – så kan man jo se hvordan ens venner køre, eller man kan nemt finde en at følges med, når er kørt til den anden ende af landet med sin mountainbike – man kunne kalde det et “mountianbike match”.
“Mountainbike United er det community, som vi mountainbikere måske har ventet på. Det er en app, hvor man i et feed, kan se andres oplevelser på sporerne i Danmark” siger Morten. “Det kommer til at indeholde et feed ala Facebook, men hvor alt vil omhandle relevante opslag om mountainbiking i Danmark”.
Mountainbike United og singletracker appen har stadig nogle gratis funktioner, blandt andet kan man stadig se de forskellige spor gratis. Men derudover indeholder det også flere funktioner i den betalte del af community’et. Det kommer til at koster 449 kr. årligt at være med, heraf går 20 % til en sporfond af en art. Her kan de forskellige sporlaug søge midler til vedligehold og udvikling af de danske spor.
Donér stadig penge
Man skal selvfølgelig stadig donere penge direkte til sporbyggeriet, og der kommer stadig penge fra de lokale mountainbike klubber der i deres medlemskab, sender en hvis del til det lokale sporlaug. Det samme sker i den virtuelle forening Mountainbike United Danmark. De 20 % af den årlige betaling der går til en sporfond, og da der er tale om en virtuel forening, der potentielt har medlemmer i hele Danmark, fordeles midlerne på følgende måde:
Spormidlerne uddeles årligt på følgende måde:
75% udloves blandt alle de danske spor der er tilmeldt Ontrail programmet og som er oprettet og vedligeholdt på Mountainbike United’s platform.
25 % går til en national forening eller organisation der arbejder for mountainbike sportens fremme og de danske mountainbike spor’s fortsatte udvikling.
Mountainbike United er mere end foreningen, man får også adgang til forskellige grupper, forskellige tilbud og forskellige andre features. F.eks. et “heatmap” som viser hvilke spor du har kørt. Det giver overblik over hvilke spor man ikke har kørt, men så giver det også en lille konkurrence med ens cykelvenner, for hvem har kørt flest spor?
Hvad mener MTBX
Her på MTBX mener vi klart, at vi skal værne om vores natur, men vi skal ikke hegne det hele ind, og lukke af for brugen. Vi har derfor I disse år brug for at stå sammen, og vi har brug for at kunne tale med én stemme, og her kan Mountainbike United foreningen være med til at samle dem op, som lige nu ikke er medlem nogle steder.
Vores spor er under pres fra flere forskellige organisationer, og vi har brug for, at kunne fortælle myndighederne, at vi også er brugere af skovene og naturen generelt, og at vi faktisk er rigtig mange der bruger den som vores fitnesscenter. Ellers kunne vi ende med, at flere spor bliver lagt ned, og at der kun bliver adgang til skovene for gående med picnickurve. Vi skal selvfølgelig værne om vores natur, men det er også vigtigt, at vi kan opleve den.
Mountainbike United
Mountainbike United er en privat virksomhed, som har en idealistisk tilgang til deres marked og produkt. De fleste af os har brugt og bruger Singletracker når vi skal finde spor, men nu tager de udviklingen videre. Det er ofte sådan, at det koster penge at tilbyde såkaldte gratis tjenester. Mountainbike United har tidligere tjent pengene til driften ved blandt andet business to business produkter, og det vil de blive ved med. Men som vi ser med mange andre, af de tjenester vi bruger gratis, Strava er jo et godt eksempel, så kan man ikke drive sådanne tjenester gratis, og vi vil nok oftere opleve, at vi skal betale med kroner og ikke data, for de apps vi bruger – i hvert fald, hvis vi vil have en eller anden sikkerhed for brugen af vores egen data. Man kan gratis bruge en lille del af funktionerne hos Strava, og det samme vil gøre sig gældende hos Mountainbike United. Det betyder også, at brugerne bør stille større forventninger til produktet, og på baggrund af en betaling, faktisk også bør forvente et produkt, der levere det de har lovet.
Det kommer til at koster 449 kr. om året at bruge Mountainbike United, lidt det samme man betaler for, at være med i den lokale cykelklub.
Forsidebillede: Troels Nørlem
Deltag i debatten