Lad min cykel hvile i fred

Vi kan ikke sige det ofte nok, gem din cykel væk og lås den fast, når du ikke bruger den. Antallet af cykeltyverier er støt faldende, mens antallet af stjålne cykler med en værdi over 10.000 kr. stiger. Mountainbiken er noget der skal bruges, når vi racer gennem skoven, kommer der ridser, og man vælter måske også i ny og næ. Der passes på cyklen, men man er ikke bange for at bruge den.

Det er når den bliver sat til at hvile sig i garagen, kælderen, badeværelset eller hvor det nu gemmes, at man virkelig skal passe på den. For det er derhjemme at cyklen risikere at give ridser i alle de gode MTB oplevelser – for det er der den bliver stjålet.

MTBX har talt med en række danske forsikringsselskaber, for hvad kan man egentlig gøre.

De fleste af os ved godt hvad vi skal gøre, når vi sætter cyklen til hvil, og de fleste af os sætter den ikke ulåst foran huset, når den skal hvile sig. Vi har talt med Alka Forsikring, LB forsikring, Codan, Tryg Forsikring og Topdanmark. De siger alle samstemmende, at cyklen skal stilles inden døre, når den ikke er ude i skoven, og vil man være sikker, så skal den låses, og gerne med 2 låse, hvor den ene bruges til at låse cyklen fast til noget, og den anden låser ramme og hjul sammen.

Vores oprindelige tanke med at tage kontakt til disse 5 store forsikringsselskaber, var at høre om deres erfaring med GPS tracking gadgets. Men efter at have fået svar fra dem alle, kan vi konstatere, at det faktisk ikke er noget, man har den store erfaring med, eller ikke ser som den store løsning på problemet.

GPS sporing til mountainbikes

Der er flere gadgets på markedet, som har en sporingsenhed i sig. Hvis uheldet er ude og man får sin cykel stjålet, ja, så kan man se hvor cyklen er henne, og er måske heldig at få den tilbage igen. Det samme gør sig gældende med DNA mærkning. Eller ikke helt, for med DNA mærkning, kan man ikke se hvor den er henne, men man kan, hvis man ser den stjålne cykel på f.eks. en politiaktion, bevise sit ejerskab, og få cyklen tilbage igen.

Kigger man rundt på internettet, så er det heller ikke den bedst udviklede gadget. Man kan få GPS sporings dimser i forskellige størrelser. Nogle sættes inden i gaffelrøret, andre passer bedst til at banke fast på motorblokken på en bil. De løsninger der ser mest lovende ud, er stadig ikke helt optimale, da de er placeret i en magnet lygte. Hvor strømmen kommer fra nogle magneter der sidder fast i hjulet.

Vi vil bare undgå tyveriet

Men er det virkelig det vi vil, for i bund og grund vil vi jo bare undgå af cyklen bliver stjålet. De fleste adspurgte forsikringsselskaber, havde både nogle gode gamle råd, men også nogle nye. Det var kun Tryg forsikring der nævnte brugen af DNA mærkning.

Forsikringsselskabernes råd er, at det man gør for at undgå at tyven kommer til cyklen, skal være synligt for tyven. Vel at mærke hvis tyven er kommet så langt ind i dit hjem, at denne kan se din cykel. Men det skal helst undgås, cyklen skal ikke kunne ses gennem et vindue eller lignende. Skilte på vinduet kan også være godt, for tyven kan, også hvis denne ikke kan læse dansk, se at der er en form for tyverisikring, og så kan det jo være, at tyver vender om, og finder noget nemmere at stjæle.

De sociale medier er den store sladrehank

Det helt store problem er dog, at tyven ofte er udmærket klar over hvilken cykel, tyven er på jagt efter. Det er her den største forebyggelse kan gøres, men det er også her det er sværest. De sociale medier bliver i større grad brugt som research. Den er resultatlister fra løb og billeder fra løb, opslag i offentlige fora på de sociale medier og på f.eks. Den Blå Avis. Hos Topdanmark foreslår man, at minimere sin “flashing” af sin cykel, velvidende at det er vanvittig svært. For hvordan kan man undgå at der bliver taget billeder af en, når man deltager i et løb, og Facebook bruges til at vise sine guldklumper frem, og det gælder også for cykelguldklumpen.

Trænings App’s

Charlotte Gøttler, forebyggelseschef hos Tryg fortæller ”Vi oplever, at tyvene har fulgt med den digitale udvikling. De overvåger de sociale medier og holder øje med alle motionisterne, der flager deres ruter på træningsapp’s såsom Endomondo og Strava. På den måde finder de ud af, hvem der har de dyre cykler, hvor de bor, og slår til og stjæler cyklen, når ejeren ikke er hjemme”. Derfor så husk privatindstillingerne på jeres træningsapp’s. Hav lukkede profiler, og inviter kun dem ind du stoler på. Bestem dig for hvilken app du vil bruge, og så luk din profil på de andre du har.

8 gode råd til at undgå cykeltyveri

Efter at have talt med de 5 store forsikringsselskaber i Danmark, og specielt har spurgt ind til GPS sporing, og de ikke har det gode råd til GPS sporing, så er det enten fordi det endnu ikke har vist sit værd, eller fordi det bare ikke hjælper.

Stephan Stenberg hos Alka Forsikring siger “Vi har ikke nogen sporingsenheder som vi anbefaler. Selvfølgelig er det en ekstra sikkerhed at have den på, men det er jo ikke noget som præventivt gør, at tyven ikke stjæler din cykel, det gør ”bare” at du kan lokalisere cyklen bagefter. Udfordringerne med en del af disse er batterilevetiden i GPS’en og manglende signal”. I mange tilfælde vil cyklen også være over alle bjerge, inden man når at spore den.

Der er dog nogle generelle råd som man bør huske, for at forebygge at cyklen forsvinder i mørket.

  1. Vær varsom med, hvilke oplysninger og billeder, du deler på de sociale medier – og med hvem
  2. Hvis du benytter træningsapps, skal du sørge for at slå privatindstillingerne til, så ikke alle og enhver kan se din rute
  3. Slå først træningsapp’en til, når du er et stykke væk fra din bopæl, og sluk igen noget tid før, du kommer retur til din bopæl
  4. Parkér ikke din cykel udenfor, men lås den inde i din bolig, en kælder, et skur eller lignende
  5. Lås cyklen, selvom du opbevarer den indenfor i boligen, i kælderen, skuret m.m.
  6. Lås altid cyklen med en forsikringsgodkendt lås, dvs. en lås godkendt af Dansk Varefakta Nævn
  7. Brug en ekstra lås, som kan vikles rundt om både hjul og stel, og allerhelst rundt om noget, der sidder fast i jorden, gulvet eller væggen
  8. Tryg Forsikring anbefaler at man benytter syntetisk DNA-mærkning til din cykel.

Kig ind på dit eget forsikringsselskab, og se hvordan du er forsikret, eller kig på en af de fem MTBX talte med.

TrygCodan, LB Forsikring, ALKA og Topdanmark

Læs også vores artikel om hvordan du sikrer din cykel under transport her.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *