H+I Adventures – At rejse er at leve

Vi elsker følelsen af prøve nye spor, og udforske nye steder på mountainbike. Euan Wilsin fra H+I Adventures tager det til "next level", og lever af at udforske verden og opleve kulturelle eventyr på mountainbike.

I forbindelse med Shimano Media Camp i Slovenien, stødte vores forbindelse Ole på Euan fra H+I, som sammen med sit team, lever af at arrangere mountainbike ture og events i hele verden. Shimano havde hyret Euan og hans team til medie launch af XTR 9100 i Slovenien, og de stod for guider, shuttle busser, ruter, restauranter osv.

Ole Munkholm har interviewet Euan, og oversat teksten for os, som vi har fået lov til at præsentere, sammen med nogle lækre billeder Euan har taget på sin seneste scouting tur til Marokko, som er deres nyeste destination. Men først så læs lige hvem Euan og H+I er, og se billeder og en flot rejsebeskrivelse til allersidst i artiklen. Husk at læse helt til enden, og slut af med at nyde den flotte video fra Marokko.

God fornøjelse.

Hvem er Euan Wilson og H+I Adventures

Jeg er ejer og ledende guide hos H+I adventures. Vi er en verdensomspændende MTB rejsespecialist med destinationer i 15 lande. Vores ture og indholdet i dem, er udvalgt og skabt af mig og H+I teamet. I samarbejde med de dedikerede lokale guides vi har på plads på hver af vores lokationer. H+I adventures har hovedsæde i det Skotske højland og hed oprindeligt Highlands and Islands adventures, nu forkortet til H+I.

Du er mountainbike entusiast. Hvorfor og hvad betyder det for dig ?

Lige siden jeg kunne gå har jeg haft en cykel. Som barn fik jeg en ny cykel i fødselsdagsgave af mine forældre hvert år. Ikke fordi vi havde mange penge, men fordi jeg cyklede rundt hele dagen, hver eneste dag, så den gamle var totalt slidt ned. Mountainbiking er mit fristed og min flugt fra hverdagen, hvor jeg kører med mine venner gennem solskinnet i godt humør. Jeg kan nyde naturen samtidigt med jeg holder mig i form og udforsker fjerne hjørner af Skotland og resten verdenen.    

Dit favorit MTB spor ?

Wow, det er et svært spørgsmål. Men jeg tror, at over de sidste 15 år hvor jeg har været så heldig at kunne cykle i alle hjørner af kloden, er det spor jeg nyder mest er et spor i  Mustang regionen i Himmalaya, Nepal. Det starter i 4200 meters højde, omgivet af 8000 meters sneklædte toppe. Når først man kører ned derfra på hurtige flowtracks og tekniske nedkørsler, der fortsætter ned mod Kaligandaki de næste 2,5 dage, så ved man hvad mountainbikes er lavet til.

Hvilke type spor og cykler synes du om ? Hvad kører du på nu ?

Mit favoritspor er et singletrack, et nyt sted, et land, en kultur, hvor jeg udforsker og leder efter nye destinationer. På jagt efter det ultimative spor, sporet der sender dig gennem stratosfæren og i ”sporhimlen”. Når jeg pakker til en tur, herhjemme eller i udlandet, er det altid på en fully MTB. Lige for tiden er jeg dybt forelsket i min Yeti SB5 med FOX dæmper, 36 gaffel og XTR drivline.

Hvem er H+I adventures ?

H+I Adventures er verdens førende guidede mountainbike turoperatør, der giver deltagerne fysiske udfordringer og kulturelle eventyr. Alt er undersøgt, overvejet, testet og udvalgt af os. Ruten, sporet, indkvarteringen, maden, sammensætningen af dagen og ugens program. Alt sammen for at gøre hver dag uforglemmelig. Fantastisk natur, rige kulturoplevelser, vidunderlig mad og godt selskab. Vi sætter stor ære i at arbejde med de lokale guides og eksperter, for at skabe oplevelser du aldrig glemmer.

Hvor har H+I destinationer ?

Lige nu har vi destinationer i 15 lande som spænder fra vildmarken i det nordlige Canada til den farvestrålende kultur i Ecuador, og fra det enestående smukke Chile og til det barske Skotske højland og videre til den anden side af kloden og New Zealand. Men jeg bliver igen nød til at fremhæve Nepal og turen til Mustang regionen i Himalaya.

Hvad kan man forvente, hvis man bestiller en rejse ved jer ?

Som rytter vil man møde et meget professionelt firma. Et firma som ikke er bange for at flytte grænsen for hvad man kan opleve på en guided MTB tur. Ture hvor vi også får udfordret dine personlige grænser, lige nok til at de bliver, og bliver ved med at være, en oplevelse man tager med sig resten af livet.

Hvad vil være dit ultimative eventyr ?

Det kan jeg nok ikke koge ned til ét eventyr. Jeg er på et konstant ultimativt eventyr i mit liv, hvor jeg prøver på at opleve så meget så muligt. Vi har kort tid her på jorden og jeg vil prøve at besøge og opleve så mange lande og kulturer som muligt, inden min tid er omme.

Har du nogle råd til MTBX’s læsere.

Tjah, kom ud og afsted. At opleve behøver ikke hænge sammen med dyre guidede ture til den anden side af jorden. Kom ud og udforsk skovene og naturen omkring dig. Stop bilen på vej hjem fra arbejde, af med cyklen og afsted i en ny skov, et nyt område. Et eventyr er hvad du gør det til, du får masser af nye indtryk og du vil aldrig fortryde den tid du bruger på at udforske og opleve den verden du lever i.

Hvad er dine planer fremover, Euan Wilson?

Jeg fortsætter sammen med mit team jagten på nye eventyr. Her d. 2. oktober har vi lige åbnet en ny destination, denne gang i Marokko i Nord Afrika.

Netop Marokko danner rammen for nedenstående rejsebeskrivelse Euan har skrevet til os. I forbindelse med sin scouting tur til Marokko, blev der taget en masse flotte billeder, som har æren at af vise jer her, sammen med Euan’s beskrivelse af området som mountainbike destination.

Billeder & Tekst er Copyright: H+I Adventures

MTB i Marokko

På Berbernes ældgamle spor

Vækket af morgenbønnen som runger ud mellem bjergene. Jeg stavrer hen til vinduet hvor verdenen begynder at røre på sig. Solen maler bjergtoppene orange imens røgskyer stiger fra hytterne under mig. Lyset og luften er helt skarpt. Pludseligt er der helt stille igen. Godt nok var Marrakech fortryllende og forførende med al dens vrimmel, liv og gamle kultur, men det var denne side af Marokko jeg var kommet for at opleve.

Mine rejsekammerater er Eric Porter og Euan Wilson, som hver især har haft talrige eventyr i ukendt territorie. Heldigvis har vi en lokal guide – og kommende ven – Lahcen. Han kender de fjerne spor gennem Atlas bjergene som bagsiden af sin egen hånd.

Vi rammer grusvejen ud af “downtown” Imlil og undviger høns og katte imens de lokale er i gang med deres morgen-rutiner. Udenfor byen mødes vi med to lokale mænd og deres æsler. Vores cykler bliver læsset på æslerne, inden de påbegynder deres stabile bestigning af bjerget og efterlader os i deres støv og hovaftryk. De oprindeligt indfødte Marokkanske Berber-nomader brugte måske også æsler når de fragtede sig selv og deres ejendele rundt i bjergene. De er i alle tilfælde effektive til at fragte cykler, da vi når toppen af bjerget, er cyklerne læsset af æslerne, som allerede er vendt rundt og er vej ned mod Imlil igen.

Det høje pas giver os et godt udsyn over vores spor der løber gennem dalen, som et smalt ar gennem de imponerende højderygge og den bølgende grusslette under os. Vi følger de oprindelige Berberes fodspor, ved at ”klamre os” til det smalle spor, skåret af de mange fødder og hove der har passeret gennem tiden, imens vi forsøger at ignorerer afgrunden på vores højre side.

Bumlende ned over de brandrøde klipper med en ”pingende” lyd af småsten under vores hjul. Underlaget skifter pludseligt farve til sølvglinsende klippe som er grippy og glat skiftevis. Efterhånden som vor højdeniveau falder, minder landskabet mindre om månen, det bliver tiltagende mere frodigt og sporet er mindre udsat.

Vores fokus kan skifte fra overlevelse til oplevelse. Betragtet af tre lokale drenges opmærksomme øjne finder vi vej ned af en stentrappe, før vi stopper ved en bjerghytte hvor Lachen snakker med ejeren. Kort efter bliver der, fra stor højde, hældt mint-te op. Det stads virker som raket-brændstof, med et sukkerindhold så højt, at man kan mærke emaljen forsvinde på tænderne imens man drikker det. Men godt er det og der går ikke længe før vi opdager hvor gæstfri, generøse og varme de lokale er.

Vi passerer gennem landbrugsjord som ligger i terrasser på bjergenes skråninger, inden vi rammer et urban-singletrack, gennem en bjerglandsby, som er mere teknisk krævende end det vi hidtil har kørt.

De lokale kigger forundret og snart har vi en gruppe børn der jagter os gennem gyderne, som om vi er en udbryder-gruppe i Tour de France. Vores spor er pludseligt spærret af et vejarbejde, eller måske snarere ny vejanlægning. Dette svært tilgængelige hjørne Marokko er inden længe mere tilgængeligt…. ”ærgerligt” er min første tanke og dog, hvorfor skulle de lokale indbyggere ikke have adgang til samme infrastruktur, eller i hvert fald noget der ligner, det som mange andre har.

Det er trods alt menneskets natur at udvikle og tilpasse sig en verden i evig forandring. Stof til eftertanke, imens aftenen nærmer sig og vi ruller mod den mere etablerede civilisation i byen Quirgane.

Halvt sovende ruller vi afsted fra overnatningsstedet, ligeud på en legeplads af rød jord, skulptureret af Moder jord. Eric stor-trives som et barn, han fræser og flyver afsted på de røde bløde bakker. Da vi krydser en sø via toppen af en dæmning, skifter miljøet fra rødt til overraskende frodigt grønt. Et planterigt miljø jeg ikke havde forestillet mig at møde her. Vi suser gennem marker med valmuer og kører som gennem en tragt, igennem smalle åbninger i stenmure, på toppen beklædt med torne for at holde husdyr ude.

De virkede også afskrækkende på mountainbikere.

Vi vedtager enstemmigt at blive ”shuttlet” de 1000 højdemeter op ad næste bjerg. Vi mødes med vores pålidelige chauffør og læsser cyklerne. 30 minutter senere kigger vi på hinanden i lettelse, da vi passerer en gruppe cyklister som udmattede kæmper med hvert tråd. Jeg får næsten dårlig samvittighed, i 5 sekunder, da vi drøner forbi dem.

Oppe i de mange højdemeter suser vi ind mellem de store bjerge, alle længes efter frokost da vi sigter mod de imponerende toppe, gennem støvet landbrugsjord på singletracks som bugter sig gennem terrasserne med marker. Vi kører op til en slidt og vejrbidt hytte og finder to mænd der spiser frokost. De falder straks i venskabelig snak med Lachen og byder os alle på brød og te. Med store smil og vink tager vi afsked og starter på et flow-track der er så lækkert, at man skulle tro det var bygget til to hjul, i stedet for at være de lokales sti fra A til B.

Vores destination for dagen dukker op i horisonten, en lille klynge huse omkring en moske som ligger flot mellem bjergene. Der er noget tilfredsstillende ved at følge en rute på et kort fra punkt til punkt, at følge de gamle Berberes spor og at ankomme på nye steder hver aften. Vi kører rask til gennem labyrinten af gyder mellem husene og gennem en træport og fortsætter ind i en have omkranset af stenmure. Farverige appelsiner hænger tæt på murene og Tagine-potter står og simrer over gløderne. Livet er ikke så dårligt her i bjergene.

Morgenbønnen strømmer ud fra moskens tårn. Jeg har efterhånden vænnet mig til det ufrivillige vækkeur. Det har de andre også, vi er oppe inden solopgang og samles om morgenmaden. Vi checker dagens rute på kortet, en rute der vil lede os ud af bjergene og ud på de flade sletter som strækker sig hele vejen til Marrakesh. Vi forlader den orange og røde landsby’s arkitektur og begiver os ud på en lang dag i sadlen.

Vi kører gennem endnu en ”tragt” af en kløft, med klipper hængende lige over vore hoveder. Det føles næsten som det vilde west og jeg forventer næsten at møde et par cowboys til hest rundt om hjørnet. Trampende i pedalerne, så kæde og kassetter lider, zig zagger vi os gennem endnu en lille landsby som hænger på bjergsiden. da vejen ender, leder den os ind i en ravine fra Mars.

Højt oppe gennem passet, vi overhaler et æsel på vej over toppen. Vores spor zig-zagger sig ud af syne, delvist skjult i de kuperede dale der skråner fra bjergtoppene.

Vi suser nedad sporet og dækkene kæmper for at få grip, i det kugleleje lignende underlag. At forcere bakketoppene er som at vende sider i en bog, plottet skifter hele tiden, og vi bliver draget ind i det.

Jeg stopper ved et gammelt træ der vrider sig mod himlen. Jeg kigger tilbage og kan se Eric og Euan bugte sig gennem landskabet; to prikker der driver gennem en horisont af orange jord og baby blå himmel. Endnu en landsby, farligt hængende på klipperne, kommer til syne, da vi drøner gennem et nåleøje i klipperne. Vi forlader den barske eftermiddagssol, og kører underjordisk under byen, før vi dykker til venstre og følger en udtørret flodseng, som leder os til vores følgebil endnu engang.

Kroppe og cykler svajer fra side til side imens følgebilen hopper og kæmper for at komme op af en stejl skråning. Lige da jeg er ved at være vugget i søvn, bliver døren revet op og solen vælter ind. Da jeg kigger ud er der udsigt til bjerge, der ligger lag på lag i det uendelige. Tilbage i sadlen piler vi gennem tornet buskads der hvis det fik chancen, ville rive en af cyklen. Dette er et af de grønneste landskaber vi har kørt i hele ugen. Søen nedenfor, omgivet af frodig bevoksning, antyder at den har en finger med i spillet.

Vi svinger til højre og så til venstre, holder farten gennem de brede sving og giver fuld gas på de lige stykker. Sporet er mere direkte på, det betyder dog ikke at man kan slappe helt af. Enhver uopmærksomhed på det ujævne spor, kan mærkes i håndfladerne, når man forsøger at rette den op. Solen er stort set gået ned, de sidste par dovne stråler dasker mod natten. Vi giver den gas for at komme før natten, tilbage i de velkendte landlige omgivelser omkring Quirgane. Det betyder desværre at vores timeglas med køretid i Marokko er ved at løbe ud.

Turen har både været kort og lang. Det føles som lang tid siden, at vi spadserede rundt på Marrakesh’ vrimlende markeder, men jeg kan stadig høre sælgernes råb højt og tydeligt… og Moskernes kald til bøn, som har fulgt os på hele turen, vil dukke op i min erindring, hver gang jeg hører Marokko nævnt. Hovedindtrykket jeg har fået, er af en varm og generøs nation, med rødder i en fantastisk kultur, hvor to hjul er en fantastisk måde at opleve på.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *