Enduro National Puerto Vallarta Mexico.

Jonna Johnsen har sendt os denne beretning om sin start på sæsonen, følg hende på Instagram, men start med at læse med her.

Jonna Johnsen har skudt 2018 i gang

Løbssæsonen 2018 gik for mig i gang første weekend i februar. Turen gik til Puerta Vallarta i Jalisco, Mexico, en flot by ud til havet. Men det var ikke stranden der kaldte denne gang. Jeg skulle köre Enduro National Puerto Vallarta.

Det var tid til at køre Enduro! Første stop på den mexicanske nationale scene, med 7 etapper fordelt over lørdag og søndag oppe i de nærtliggende bjerge.

Jeg har skiftet cykelsponsor for 2018 og kører nu for Trek Bicycles gennem Mexico, så det var også første løb med nyt team.
Vi ankom torsdag aften og tjekkede, at vi havde vores cykler klar til træning på etaperne fredag.

Inden afgang havde jeg til weekenden ændret i set-uppet på min Trek Remedy 9.7, blandt andet skiftet til en RST Rogue boost suspension, for at have 160 mm. vandring og fordi denne Rogue er sat op specielt af RST til at passe min vægt og køreteknik. Derudover lavede jeg ikke de store ændringer, et par friske ODI Pro Elite håndtag i rød til at matche de røde logoer på stellet og HT-T1 click pedaler også i rød. Mit dæk-valg for weekenden blev Vee Tire Co’s Flow Snap, de blev kørt tubeless og med mellem 25-30 PSI alt afhængigt af spor eller transition, Box 11 speed gear-system,  og Bengal bremser, Ares Pro to-pistoner med 203mm disc front og 180mm disc bag.

Fredag var eneste træningsdag og eneste mulighed for at nå og se sporene/etaperne før løbet lørdag og søndag. Vi fik kun tid til at træne på etappe 1, 2, 3 & 5. Men det var stadig et fedt indblik i hvordan racet ville blive. Tørt, støvet, off-camber, tekniske stejle sten, stejle stykker med løst sand, og listen går videre, fede udfordrende baner og nogle lange transitioner op-af-bakke mellem etaperne.

Lørdag og “go-time” med de første 4 etaper!

Med adrenalin i kroppen og fokus på at ville give mig fuldt ud, blev det til nogle fede sektioner men jeg lavede også småfejl og et par småstyrt undervejs, men det er en del af det. Jeg var opsat på at gøre mit bedste. Tredje etape var den etape de fleste af kørerne var nervøse for – med stejle sten-stykker og stejle switch-back sving og masser af løst sand. Jeg vidste at det var en af etapperne som jeg virkelig kunne vinde noget tid på.

I transitions-stykket mellem 3. og 4. etape skulle vi alle sammen cykle over en kæmpe hængebro over en flod, virkelig flot udsigt – dog havde jeg ikke lige nerver til at kigge ned, haha.

Fjerde etappe blev for mit vedkomne kørt “blindt” (i og med at jeg ikke havde haft tid til at træne banen på forhånd), men der var ikke andet for, end at holde tungen lige i munden, øjnene åbne og kører sporet så hurtigt som jeg turde. Jeg sluttede dagen med at få mine tider – dog havde deres tids-system mistet min tid fra tredje etappe. Arrangørerne lovede dog, at de ville finde en back-up senere, så alt var godt igen.

Lørdag aften var alle kørernes tider sat op, og man kunne se hvor man lå i forhold til ens kategori. Jeg havde et “forspring” i forhold til de andre piger/kvinder på ca 30 sekunder, før vi startede de sidste 3 etaper søndag.

Søndag morgen – Etape 5, 6 og 7 lå forude!

Klar til at give den gas igen, og med mål om at holde/forlænge mit forspring til de andre piger/kvinder, satte jeg afsted på 5. etappe med alt hvad jeg havde. Det var eneste etape som jeg havde haft mulighed for at træne ud af de 3 etaper søndag. Jeg må dog sige, at jeg måske pressede citronen lidt for hårdt to steder og måtte ned og smage på støvet, men heldigvis ikke værre styrt, end at jeg hurtigt hoppede på cyklen igen, og endte etapen med nogle gode hudafskrabninger op af begge arme.

Men løbet var ikke forbi endnu, etape 6 og 7 ventede højere oppe på bjerget, så det var bare om at fokusere på, at komme videre og forsøge at tage de gode valg på etaperne. 6 etape var den længste over hele weekenden, og var helt sikkert en “ben-brænder”, men også med nogle fede stejle switch-back sving. På sidste etape var det om at bruge resten af energien, og forsøge at give max samtidig med, at holde fokus på, hvor banen nu gik hen af denne gang. En “nemmere” bane og bestemt den korteste over weekenden, men den mindst teknisk udfordrende og derfor lidt “kedelig” set med mine øjne. Derfra gik turen ned til havet – stadig på vores cykler, jeg kørte resten af vejen med nogle gutter der sluttede etape 7 omkring samme tid som jeg.

Jeg fik mine tider, og så var det bare at vente på at resten af kvinderne kom ned. Jeg endte 2 minutter foran nummer 2! En rigtig fed sejr, som jeg er meget stolt af, da det virkelig var et hårdt race!

Jeg glæder mig allerede til næste løb, og håber på at I læsere af MTBX også har lyst til at følge med resten af året.

Billeder venligst udlånt af Jonna Johnsen

Her Jonnas Gennemkörsel

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *