Vi har på redaktionen kigget lidt på rygsække til sæsonen, og fundet 4 tasker, som vi kan anbefale.

Der findes et stort udvalg af rygsække til mountainbike, og cykling generelt. Tendensen inden for mountainbike er at man ofte har en rygsæk med på tur, hvor man kan have lidt værkstøj, reservedele, ekstra tøj osv. Vi har valgt 4 tasker ud, som vi har testet henover foråret, og som vi kan anbefale til dig der er på udkig efter en god rygsæk til mountainbike turene.

Vi har testet rygsække fra Shimano, Vaude, Deuter og KTM, og rygsækkene er listet i tilfældig rækkefølge.

Shimano Unzen 15

Fin detalje på lynlåsen

Unzen 15 fra Shimano er som navnet antyder på hele 15 liter. Der er altså tale om en forholdsvis stor rygsæk, som egner sig til længere ture, men som også er perfekt til dagsture. Unzen 15 indeholder en 3 liters hydropack, som ligger placeret inderst i rygsækken (ind mod ryggen). Hydropacken eller vandblæren som den også kaldes ligger i et rum for sig selv, hvilket er et plus.

Selvom det er forholdsvis stor taske, så virker den meget let, og remmene spændes foran helt inde på brystet, som giver en god komfort, og du er ikke generet af at have den på.

Der hvor denne taske virkelig skiller sig ud, er ved at det stor rum, åbnes fra siderne, og ikke i toppen som normalt. Det betyder at uanset hvordan du pakker den, så kan du altid få fat i lige det du mangler, netop fordi du kan åbne den i siden, og tage det ud som ligger nederst i tasken. I det store rum er der 2 mindre lommer, hvor du kan have lidt værktøj, og andre småting. Alle lynlåse har en lille løkke med gummi, som gør at man nemt kan åbne tasken, selv med cykelhandsker på.

I bunden af tasken er der en lille lomme med integreret regnslag, som man kan trække ud over tasken i tilfælde af regn.

Shimano Unzen 15 har en vejledende pris på kr. 1.099,- og er stillet til rådighed af Shimano Nordic Denmark – For mere info se www.shimano.com

Vaude Moab Pro 22 L

Der er her tale om en større taske, tasken rummer 22 liter, og er derfor mere en heldagstaske, hvor man har behov for at have ekstra tøj med, end en taske man racer afsted med i et par timer i skoven. Taskens store force, og det der adskiller den fra de andre tasker i testen er, at den har indbygget rygskjold. Remmen omkring maven sidder rigtig godt, og er vigtig for at få det bedste ud af rygskjoldet.

Tasken har flere gode lommer, både den store lomme inderst i tasken, mindre lommer øverst på tasken, og der er både en stiklomme med lynlås, og en stiklomme uden lynlås, hvor man nemt kan lægge sine handsker i. Herudover har tasken plads til vandblære, men det følger ikke med, og skal købes ved siden af.

Alt i alt en god taske, som dog størrelses mæssigt er noget større end de andre i testen.

Vaude Moab Pro 22 har en vejledende pris på kr. 1.699,- og er venligst udlånt af Vaude

Deuter Race EXP Air.

 

Deuter har her lavet en rummelig taske, der sidder rigtig godt på ryggen. Bæreseler og hofteremme er perforeret, hvilket giver en rigtig god pasform og åndbarhed, og så gør det også rygsækken lettere. Der er rum bag ryggen, sådan at man kan komme af med varmen på ryggen. Tasken har et indbygget regnslag, og en lille smart anordning, der gør det muligt at spænde hjelmen fast til rygsækken, når man ikke cykler. Tasken rumme 10 l. hvilket er rigeligt til det man nu skal have med på turen. Der er flere fine lommer, hvor pung, telefon, energibar og værktøj kan ligge. Derudover et stort rum hvor større ting kan ligge. Det store rum kan lynes 5 cm. større, hvilket gør, at man kan smide den store jakke derom, når man er ude på tur. Man kan tilkøbe en vandblære, som hænges op inde i ryggen.

Tasken virker robust, og er rigtig god at have med på ryggen. Lynlås til regnslag sidder nederst på bagsiden af rygsækken. Det kan give nogle udfordringer, når der kommer rigtig meget mudder op fra baghjulet. En taske der helt klart kan anbefales.

Deuter Race EXP Air har en vejledende pris på kr. 699,- og er stillet rådighed af Ditlevsport.dk som kan henvise til nærmeste forhandler

KTM Baja Ogio

Smart holder til drikkeblæren

KTM har lavet en rigtig solid og fiks taske med denne Baja Ogio. I KTM’s klassiske farver skiller den sig ud fra de fleste andre tasker, og vi synes kun det er positivt. Inderst mod ryggen er der rum til vandblæren, som kan indeholde 2 liter. En fin detalje her, er at der er en lille hænger, som du kan klipse vandblæren fast på, så uanset hvor meget eller lidt vand du har med, så hænger vandblæren altid korrekt i tasken.

Remmene er meget kraftige og er medvirkende til at tasken sidder solidt fast på ryggen. Remmene sidder forholdsvis langt inde på brystet foran, hvilket gør at de ikke genere omkring armhulerne, og det giver mere følelse af bevægelsesfrihed. Vi vil også gerne fremhæve mundstykket på denne taske, da det er et af de bedre vi har prøvet. Størrelsen og mængden af vand fungere super godt. Dette er testens mindste taske, og passer perfekt til både et par timer i skoven, og en heldagstur.

KTM Baja Ogio koster kr. 854 og er stillet til rådighed af EasyMX.com