Der er masser af mountainbike på internettet, på din mobil eller generelt i den elektroniske verden. Du har helt sikkert nogle ting du altid tjekker på nettet, og du er sikkert ivrig bruger af Strava, Endomondo eller lignende. Her er nogle af vores anbefalinger for det vi bruger i den elektroniske verden.

Mountainbike i lyd og billeder

Red Bull tv

Så er mountainbike worldcuppen igang igen. Det er så fedt, for så er der mountainbike i fjernsynet med de allerbedste fra mountainbikens forskellige discipliner. Ja ja, tænker du så, for det er jo fint, når ingen af de fjernsynskanaler man har viser det. På det punkt har flow tv spillet fallit. For du kan sagtens følge med i det hele, se det live, eller se det live. Du kan se portrætter med de forskellige favoritter, og se flere gode mountainbike film.

Det hele kan du se gratis på Red Bull tv. Red bull TV følger hele world cuppen med over 2 timers tv fra hver konkurrence, og det er både på dame- og herresiden. Der er rutegennemgang, interviews med stjernerne og speakere hele vejen. Det er top professionelt. Har du en chromecast eller apple tv eller lignende, ja, så kan du se det på dit eget tv. Det kan ikke være nemmere.

Så hermed en opfordring til dig der gerne vil følge eliten i Worldcuppen – se det live på Red Bull TV.

Singletracks Podcast

Er du en af dem der lytter til podcast på vej på arbejde, når du slå græsset eller noget helt tredje? Så er der hermed en opfordring til en super god MTB podcast. Vores kollegaer på det amerikanske mountainbike magasin Singletracks, har en ugentlig podcast, hvor de tager en masse spændende emner op. De taler f.eks. om: “alt du skal vide om mountainbikesko”, “Alt du skal vide om cockpittet på din mountainbike” eller “mountainbike turisme”.

Programmet er på engelsk, men gider man lytte til engelsksprogede podcast, er dette en super god podcast. Her bliver nørdet i mountainbike dele, nyheder, gode og dårlige ting ved mountaibiking, og meget mere. Da det er en amerikansk podcast, kan der være indhold der er mindre relevant for vores mountainbike hverdag. Men skal du Colorado eller måske Utah i din sommerferie, så har de anbefalinger til de bedste steder for mountainbiking der.

Find podcasten på din podcast app, den hedder: Singletracks mountainbike news

APP-anbefalinger

Singletracker

Der er flere muligheder for finde alle de flotte og lækre spor vi har i Danmark. Der er flere hjemmesider med beskrivelser af forskellige spor, som man kan bruge til at planlægge sine ture efter. Men Appen Singletracker kan det samme og mere, og så er den lige ved hånden. Singletracker har flere nyttige funktioner til mountainbiketuren. For det første, må appen, ud fra antallet af spor tilgængeligt på appen, have de fleste danske spor der er tilgængelige. Der er helt sikkert nogle spor der ikke er med, men det kan ikke være mange.

Hvert spor har tilknyttet et kort, informationer om længde og højdemeter, og desuden en kort beskrivelse. Derudover viser forsiden altid det spor der ligger nærmest. Når man så køre sporet aktivere man sin tur, og får så målt tiden rundt på sporet.Herudover kan man efter gennemkørsler rate sporet, og skrive en kort kommentar. Er man på et spor der ikke er skiltet så godt, viser appen vej. Appen er også adgangen til Trial king udfordringen, som du kan læse mere om på trailking siden, og i denne artikel.

Singletracker er både tilgængeligt til Android og IOS. Søg på Singletracker (i et ord) produceret Motinno i Aalborg.

Dirtschool, Glentress Skotland

Vi havde mulighed for at deltage i MTB festivalen i Søhøjlandet. Her mødte vi skotske Andy Barlow. Han er tilknyttet den skotske Dirtschool, der holder til i Glentress Skotland. Dirtschool er en virksomhed der gør mountainbikere bedre gennem undervisning.

Dirtschool består af undervisere som selv har kørt, og kører mountainbike på højt plan. Andy Barlow afholdte flere kurser på festivalen, som rykkede mange, og som var lidt anderledes end vi gør det her i Danmark. Dirt School har lavet en rigtig brugbar app, hvor man kan se deres video eksempler, læse deres gode råd ved de forskellige øvelser. Så kan man filme sig selv, og sammenligne sig med deres instruktioner. En rigtig god app, som er gratis, men indeholder videosekvenser og øvelser der koster penge.  Appen er tilgængelig både til Android og IOS – søg på Dirt School.

Relive

Du har måske set, at andre af dine cykelvenner har lagt en lille film på deres sociale medieprofil, hvor man kan se deres sidste træning. Relive begynder nemlig at sprede sig, og kan ses brugt af mange. Relive er som navnet siger, en anden måde at genopleve sin ture på. Men det er gjort ret Tour de France agtigt, i det man på et satellitkort, kan se sin tur markeret med en gul linje, der snurre sig gennem kortet, alt efter hvor man har kørt henne.

Det er nemt at bruge, men man skal dog tracke sin tur på enten Strava eller Garmin Connect. Billedet herunder, er fra en tur Team MTBX havde i Rold Skov.

Relive er ikke helt nyt. Det startede op i april 2016, og har over 500.000 brugere. Grunden til, at det lige nu ses mange steder er, at man i april 2017 åbnede op for deres APP til både Android og IOS. Du finder Relive her.

Har du nogle gode elektroniske anbefalinger, så kommenter endelig, og giv alle andre den samme gode oplevelse.