At rejser er at leve, sagde H.C. Andersen, og vi er ikke helt uenige i dette udsagn. Specielt ikke hvis du kan få din mountainbike med ud på nye oplevelser.

Vi har tidligere skrevet om det danske firma MTB-Adventure, som arrangerer mountainbike ture rundt i Europa, samt Sydafrika. I forbindelse med at vi lavede et portræt af firmaet, kunne vi selvfølgelig ikke lade være med at kigge nærmere på deres ture.

Hvis man er rejselysten og elsker mountainbike, som vi er, så skal man være varsom med at klikke sig ind på MTB-Adventure.dk. Her er den ene fristelse efter den anden, og selv hvis man har ferie og budget til en tur, så er der svært at vælge hvilken det skal være.

Vi har bestilt en tur hos MTB-Adventure, og dette er en optakt til turen, og lidt om planlægningen bag sådan en tur. Senere vil vi skrive om vores oplevelse med at cykle mountainbike rundt om Gardasøen.

Gardasøen rundt på MTB

Foto: MTB Adventure – Fra en tidligere tur til Gardasøen

Men nu havde vi besluttet, at vi ville prøve en mountainbike ferie, så der skulle vælges en tur, og det blev Gardasøen rundt. Det kunne have været en hvilken som helst af de andre ture på programmet, men Gardasøen passede bedst ind i vores program, med arbejde og familie. Så efter en kort snak med Michael fra MTB-Adventure, blev turen bestilt.

Det skal siges med det samme, at er du til bike parks, lifter og fullface, så er dette ikke noget for dig. Her er det lige så meget naturoplevelsen, maden, landskabet, og det sociale der tæller. På sådan en tur, cykler vi sammen, og har nogle hyggelige dage, hvor der bliver cyklet masser af højdemeter, men selvfølgelig også nogle sjove nedkørsler.

Disciplinen er det jeg vil kalde for turkørsel, og det lyder måske kedeligt for nogen, men heldigvis ikke for alle. Konceptet er at man står op om morgenen på hotellet, spiser morgenmad med resten af holdet, og så pakker man sin bagage, og smider den ind bag i følgebilen, som sørger for at fragte det videre til næste hotel. Så cykler man afsted, og nyder en frokost på en lokal restaurant på vejen. Sidst på eftermiddagen, er man fremme ved næste hotel, og tjekker ind. Efter aftensmaden, fortæller guiderne om næste dags program, så man er forberedt på ruten, og ved ca. hvor mange kilometer, samt højdemeter, man skal tilbagelægge den næstkommende dag.

Foto: MTB Adventure – Fra en tidligere tur til Gardasøen

Forberedelsen

Nu fik jeg lidt tidligere kaldt det turkørsel, og det lyder måske som turistkørsel til forveksling. Men man skal ikke være i tvivl om, at sådan en tur koster både sved og tårer, for der er rigtig mange højdemeter fordelt på de 4 dage. Turen rundt om Gardasøen er sat til ca. 200 km og 6.000 højdemeter. Og faktisk er Gardasøen rundt ikke helt korrekt, for vi kommer til at krydse Gardasøen nede ved Torri Del Benaco, hvor vi sejler over til Toscolano Maderno, således at vi primært cykler ved den nordlige del af Gardasøen. Og som du nok kan regne ud med de 6.000 højdemeter, så foregår det ikke nede langs vandet, men oppe i bjergene omkring Gardasøen.

Vi skal afsted fra d. 29 maj til 3 juni, og for mit vedkommende er forberedelserne sat i gang. Der skal som det vigtigste nogle kilometer i benene, og har man som jeg, lidt overflødig vægt på sidebenene, så kan det varmt anbefales, at forsøge at brænde det værste af, inden man ankommer til de Italienske bjerge.

Selvom der er en servicebil med på turen, så er det vigtigt at udstyret er i orden, så man undgår overraskelser. Så tjek din drivlinie (Kæde og tandhjul), bremser, affjedring, styrfitting, og gå cyklen igennem for slør og eventuelle mislyde. Har man ikke selv mod på det, så få din lokale cykelmekaniker til at tjekke den igennem.

Valg af cykel og dæk

Vi skal for det meste cykle grusveje og stier, og masser af højdemeter. Jeg har 2 cykler, som er i spil til denne tur. En hardtail på 10 kg med 100mm vandring. En rigtig XC racer, som uden tvivl vil være den cykel, der nemmest kan æde nogle højdemeter. Den anden er en trail/enduro cykel på 13,5kg med 160mm vandring for og bag. Helt klar den mest komfortable, og den sjoveste på nedkørslerne.

Så valget står lidt på, om jeg skal “nemmest” op af, eller “sjovest” nedad? Hvilken cykel ville du vælge? (Skriv din kommentar under artiklen).

Lige nu hælder jeg selv mest til min trail cykel. Det er den jeg er mest komfortabel på, og som man siger, så er det 10 gange vigtigere, at cyklen passer til dig, end til underlaget.

Og det leder mig så videre til valg af dæk, for her kan der også hentes lidt. Min trail cykel er sat op med 2,5″ brede Maxxis Minion DHF, som er dæk i den tunge ende. Så hvis valget bliver at tage trail cyklen med til Gardasøen, så ryger der et sæt smallere Schwalbe Rocket Ron i størrelse 2,25″ på cyklen.

Vil du med?

I skrivende stund er der stadig et par ledige pladser på turen, så er denne slags ferie noget for dig, så læs mere på www.mtb-adventure.dk

Prisen for turen er kr. 5.950,- og inkludere 5 overnatninger, 5 x morgenmad og 3 x gange aftensmad, samt 4 etaper med guide inkl. følgebil. Det vil sige du skal selv arrangere turen derned, samt betale frokosten på turene. Vi er 2 deltagere, som har arrangeret samkørsel, og tager de ca. 1.300 km fra grænsen til Riva del Garda i bil.