Kids MTB Vintercup
I dag afholdte Hald Ege MTB den første afdeling af i alt 4 afdelinger af kids MTB vinter cup. Vejret var ikke det bedste, det blæste og regnede og skoven var som den nu er efter sådan et vejr, våd og mudret. Hvor andre måske tænkte, at sofaen var det bedste sted at opholde sig i dag, trodsede 80 børn og unge og deres forældre det hele, og kom til skovene mellem Viborg og Hald ege – det der kaldes Viborg Plantage. Arrangørerne havde opstillet telt, og havde den varme suppe og den varme kakao over blusset – den var god efter dagens strabadser.
Der blev kørt ræs af alle deltagere
Der var en vrimlen af børn og unge på forskellige mountainbikes til formiddag i skovene ved Viborg. Der var alt fra cykler med bagagebærer, til cykler der koster en lille månedsløn. Alle var klar til give den fuld gas. Når først man kom ind i læ af skoven, generede vejret ikke så meget.
Sporet var særligt valgt til dagen
Sporet der var valgt at køre på, var en rute lavet til formålet. Den var ca. 1,5 km. lang og uden de store højdemeter. Alle deltagere kørte på den samme rute, så engang i mellem måtte de store vente på en fra de mindre klasser, for at komme forbi. Der var god stemning hele vejen rundt, tilskuere der jublede og klappede, og stævnespeakeren der talte. “Ruten var en tonserrute”, som vinderen fra drenge U15 sagde, den var ikke så teknisk, men den var tung.
Deltagerne
Der var 5 årgange, og dermed 5 starter. De store kørte flest omgange og så blev der kørt færre jo yngre rytterne blev. Man skal ikke tage fejl, løbet blev afholdt som var det et løb for voksne, med alt hvad det indebærer. Officials havde radioer så de kunne kommunikere med hinanden, der var tidstagning med chip i alle aldersklasser, og der blev gået til den i alle klasser. Der var deltagere U7 til U15, som kom fra hele Jylland.
Resultatet
Der blev fundet næsten 3 vindere i alle klasser, der var dog et par enkelte klasser, som ikke havde så mange deltagere. Resultatet fra første afdeling kan findes her.
Løbet var velarrangeret, og der var styr på det hele. En rigtig god dag, som slet ikke sluttede i dag. For der skal køres 3 afdelinger mere, og MTBX vil være til stede.