Janni Spangsberg vinder dansk XTERRA Duathlon
Da XTERRA Duathlon serien blev afsluttet i Blaabjerg kunne Janni Spangsberg fra Varde Cykelklub stille sig på podiet to gange. Først som løbets vinder, og efterfølgende som vinder af den samlede duathlon serie på i alt 6 løb.
Det var ingen sag for mountainbikerytteren Janni Spangsberg, der i sin fritid cykler mountainbike på eliteplan, at hente en første plads hjem til off-road duathlon i Blaabjerg den 23. april. På kun 1 time og 50 minutter formåede Janni at tilbagelægge 5 km trailløb efterfulgt af 20 km mountainbike inden hun igen sluttede med 5 km trailløb. Det var 11 minutter hurtigere end Carol Rasmussen, der kom ind på anden pladsen, og 32 minutter hurtigere end tredjepladsvinderen Malene Halling.
I både Vejle og Viborg løb Janni også af sted med første pladsen, og kan derfor nu kalde sig samlet dansk vinder af dameklassen i XTERRA Duathlon serien i Danmark.
Alle kan deltage i XTERRA
XTERRA er en række stævner der foregår ”off-road” – altså på stier og opmærkede ruter i naturen. Til stævnet i Blaabjerg skulle de 350 deltagere derfor prøve kræfter med i alt 10 km trailløb og 20 km mountainbike.
Det fedeste er udfordringen i det. Distancen lyder ikke af meget, men det er alligevel vildt hårdt. Fortæller en glad Janni efter løbet og fortsætter; Det er meget sjovere at dyrke motion i skoven fordi naturen nærmest får en til at glemme, at det er hårdt.
Når XTERRA vender tilbage til Varde Kommune den 16. – 17. september 2017 er der tilføjet endnu en disciplin, nemlig svømning. Stævnet XTERRA Blåvand byder på 750 meter svømning i Vesterhavet, 30 km mountainbike i Bordrup Plantage og 10 km trailløb på stranden. Og selvom det lyder hård, så er det et stævne, som alle kan stille op til.
Sørg for at få trænet inden stævnet lyder rådet fra Janni. Tilmeld dig eventuelt et hold eller træn sammen med vennerne. Så er det lettere at komme af sted – og meget sjovere, slutter Janni der selv træner i Varde Cykelklub.
På hjemmesiden www.xterranordic.dk, kan du læse mere om stævnet.
Se de mange fotos fra stævnet HER