En fortælling fra Blue lagoon Challenge 2018

Hvert år køres Islands største mountainbikeløb fra Reykajvík og 60 kilometer vest til Grindavík. I år blev løbet krydret med regn, vind og tåge. MTBX deltog.

Hvert år i juni køres Islands største mountainbikerace, det kaldes for Blue lagoon Challenge. Løbet er 60 kilometer langt og går fra Hafnarfjördur, en af forstæderne til Reykjavík, og til Grindavík. Her ligger Blue Lagoon.

Blue Lagoon Challenge kaldes for Islands største mountaibike ræs, og det skyldes antallet af deltagere. 700 tilmeldte var der i år, et antal der er steget markant siden løbets mange årige historie. Deltagerne har alle niveauer, der var folk på deres “transport” mountainbike, og så deltog en stor del af den islandske cykel elite. Både dem på mountainbike, og dem på racercykel, stillede til start. I 2018 havde MTBX også fået en billet til startblokken, og vores islandske journalist deltog. Løbet blev kørt hen af aftenen – lørdag den 11. juni 2018.

Blue Lagoon challenge indgår som en del af en islandsk udfordring der hedder “Landvættur” (En vætter er en værneånd for et af de fire landsdele, der henviser til Islands nationale våbenskjold – Skjaldamerkið, der består af en ørn, en drage, en tyr og kæmpen Bergrisi). Dette er en udfordring, hvor Island er delt i fire dele, hver del har så en udfordring, der skal gennemføres inden for et år. Ud over mountainbiking  er der trailløb, 2,5 kilometer svømning og langrendsløb. Derfor var der også deltagere med til løbet, som havde denne udfordring som mål. Men løbet er en selvstændig begivenhed.

Ruten

Der køres 60 kilometer hvor to tredje del køres på Gruslignende veje, mens den sidste del køres på asfaltvej. Når man siger grusvej i Island, er der i Island mange niveauer af grusvej. de 40 kilometer blev kørt på et varierende underlag, som var alt fra let kørte grusveje, til grusveje, hvor belægningen var halvstore lavesten.

Jeg mødte op til konkurrencens start halvanden time før løbet blev skudt i gang. Der var allerede kommet flere før mig. Op mod konkurrencestart kom der flere og flere, og til sidst stod vi de 700 deltagere og ventede på starten på løbet. Alle var samlet ved  Íþróttamiðstöðinn Ásvöllum som ligger i Hafnarfjödur ved Reykjavík.

Løbet startede kl. 19.40, hvor vi alle fik en lille opvarmningstur på tre en halv kilometer op til startlinjen. Spændingen i det store felt var stor, oppe i front var dem med røde numre ved at gøre sig klar. De røde numre var 100 mænd og 20 kvinder, der var specielt udvalgt til at starte forrest, da de tilhører den islandske eliten, og dermed kørte noget stærkere end os andre.

Vejret var vi ikke rigtig begunstiget af, det havde regnet hele dagen, vinden var stærk og så var trukket et tykt lag tåge ned over de omkringliggende fjelde, hvilket netop var dem vi skulle ræse igennem. Har man været i Island før, ved at man at sådan vejr også kan være forårsvejr, så det var bare sådan vejret var denne dag.

Beklædning

Jeg blev jeg nødt til at holde gang i kroppen, mens jeg ventede på at komme afsted. Varmegraderne lå omkring otte grader med god vind, regn og tåge. Men man skal jo altid fryse lidt, inden man skal ud og cykle, så får man varmen undervejs. Men da vi kom til startlinjen, var mine tanker nok, at jeg nok burde have iført mig mine løse ben. Det skyldtes dog helt klart regnen, som i forbindelse med strid modvind,kunne give køle godt undervejs. Noget jeg oplevede da jeg kom i mål, men mere om det senere.

Starten gik

Jeg var placeret langt nede i feltet. Allerforest lå hele den islandske elite. Både dem der kører på racercykel, men også de hurtige drenge og piger på mountainbiken. Eneste islandske worldcup rytter Ingvar Omarsson stillede også til start. Han skulle forsvare flere års dominans. Efter eliten kom alle os andre, omkring 600 ryttere. Her var alle niveauer, både dem der skulle ud og køre stærkt, som mig selv, og dem der skulle ud og gennemfører, uden at skele til tiden.

Starten var lidt sløv, men det er det vel, når 700 ryttere sendes af sted samtidig. Vi blev dog hurtigt spredt godt ud, da de første 10 kilometer var på asfalt. Jeg havde lagt en noget egoistisk taktik. På grund af modvinden skulle jeg udnytte alle de andres hjul, og køre fra hjul til hjul. Den taktik kunne jeg faktisk bruge indtil der var 20 kilometer tilbage af løbet. Så var det ligesom om, at jeg nåede ryttere på mit niveau.

Modvind, regn og kulde

Med god fart på cyklen kom vi hurtigt forbi de første 10 km. asfaltvej. Herefter drejede vi ind på Vigdísavallavegur, grusvejen som vi kørte af de næste 40 kilometer på. En vej der bød på hårdt grus, grusvej med større lavaklumper, og enkelte steder med vej med meget store lave klumper. Lavaen var sort, og dermed også vejene. På grund af regnen, var alle huller fyldt med vand, og ofte valgte jeg en linje på kryds og tværs af vejen, bare for at undgå en smule af vandhullerne, og for at følge de andre. Det betød dog ikke, at man var tør. For regnen kom både fra oven, og vandpytterne kunne man ikke undgå hele tiden. Når man er ude i den store natur, har fart på og kroppen er i gang, så holder man også nemt varmen. Jeg kunne dog godt mærke, at jeg skulle tage de løse ben på, når vi nåede depotet efter 39 kilometer.

De 40 kilometer på lavavejene bød på flere stigninger, og dermed også gode nedkørsler. På stigningerne mærkede jeg, at der var flere med der normalt gjorde sig på de tyndhjulede racercykler. Det mærkede jeg også på nedkørlserne. Her kunne jeg give fuld skræl ned, hvilket ikke alle racerrytterne helt var vant til. Det var en god måde at komme foran flere.

Da jeg nåede depotet, var planen at tage de løse ben på. Men her gjorde jeg nok en lille fejl. Jeg havde i nogle kilometer fulgt en rytter med en rød hjelm. Vi kørte samme fart, og med den røde hjelm han havde på, var han nem at kende og god at bruge som pace. Lidt før depotet, var han kommet hurtigere over en stigning, så han kom først til depotet. Da jeg kom ind, fik jeg spist en banan, drukket noget energidrik, og taget noget slik, men så pludselig, at manden med den røde hjelm kørte videre. Jeg fik sat efter ham, og nåede ikke at tage de løse ben på. Lige efter depotet ramte vi en lang flad nedkørsel. Det betød, at jeg kunne give cykel lidt ekstra skub, og nåede på vej ned rutens topfart på 63 km/t. Vejen kunne beskrives som en dårlig skovvej fyldt med små lavaklumper, men jeg kunne alligevel holde farten et godt stykke ned. Jeg fik fanget manden med den røde hjelm, og fulgte ham den sidste del af grusvejen.

Herefter kom vi ud på asfalt igen. Benene var trætte, og vi kom direkte ud på en, i følge Strava, kategori fire stigning – Ísólsskálabrekkan. Ísólsskálabrekkan er en tre kilometer stigning. Det var tåget, og vi kunne ikke se mange meter foran os, jeg fulgtes med en anden op, og blev overhalet nogle gange, af de her lidt lettere ryttere. Manden med den røde hjelm kørte hurtigere op end jeg gjorde, men jeg kunne svagt se ham længere fremme. Selvom benene var trætte, gik turen ganske godt op af, og da jeg når toppen, får jeg den udsigt jeg længe har ventet på, og som jeg har glædet mig til at se.

Atlanterhavet i sigte

Målområdet ligger på den anden side af Grindavík, ca. ti kilometer fra toppen af Ísólsskálabrekkan. Men her på toppen forsvinder tågen, og det store Atlanterhav viser sig foran mig. Grindavík, en lille fiskerby, ligger flot med havn ud til Atlanterhavet. Området hedder Reykjanes, og er et af de områder i Island med en meget aktiv undergrund. Store dele er dækket af lava, og mange steder kan man se røg komme op af jorden, fra den termiske undergrund. Min onkel har fortalt mig, at her går der en uafbrudt linje til Sydamerika.

Jeg får skiftet til et tungere gear, og får fart i cyklen på vej ned. Manden med den røde hjelm får jeg hentet, og jeg tænker, at nu skal han blive bag mig. Så jeg holder en god fart ind igennem Grindavík, og ud mod den Blå Lagune. De sidste km. er lårene trætte, men jeg skal holde farten. Vi skal lige forbi bjerget Þorbjörn, og så kan jeg køre i mål.

60 kilometer i regn, modvind og tåge kørte jeg på to timer og 40 minutter. Jeg kom på en 220 plads ud af 700 deltagere. Når man tager eliten ud, som var ca. 120 ryttere, så er jeg faktisk ret tilfreds, for så endte jeg på en 100 plads ud af ca. 600 deltagere. Min Strava måling gik også helt amok, og fortalte mig at jeg havde lavet et “historic” race. I øvrigt kom manden med den røde hjelm ind halvanden minut efter mig.

Jeg frøs da jeg kom i mål, og havde egentlig under turen glædet mig til et varmt dyb i lagunen. Jeg er så heldig, at have en rigtig god familie i Grindavík, syv kilometer fra mål. Vi talte sammen efter løbet, klokken var næsten 24, og jeg frøs. Min gode ven og frændi (onkel) Guðmundur spurgte, “Nå hvordan gik det?” og forsatte “skal jeg komme forbi og hente dig?”. Jeg var kold, mine ben var trætte, og ikke lige klar til en sølle syv kilometer cykeltur hjem. Så jeg var ikke lang tid om at bestemme mig. Jeg fik min medalje, spiste noget islandsk lammesuppe, som bare er det bedste, og så kom Guðmundur. Han fik en træt og kold mand op at køre. Men dagen sluttede så perfekt, for hjemme ventede min kusines datter, Guðmundurs kone Krístey med en varmt tæppe og en ny-lavet burger.

Jeg nåede ikke lagunen, det må jeg gøre næste gang. Men jeg kørte og gennemførte Blue Lagoon Challenge i en for mig super tilfredsstillende tid. I øvrigt vandt Islands UCI MTB World Cup deltager Ingvar Ómarsson på herrersiden, og María Ögn Guðmundsdóttir kom først i mål på damesiden. De kørte en del stærkere end jeg gjorde.

Tanker om løbet

Det er helt sikkert Islands største mountainbike løb. 700 deltagere er rigtig mange. Der er en virkelig fed stemning både i målområdet og under løbet. Løbet er ikke teknisk krævende, som vi kender fra et XC løb i Danmark, og kan køres af alle. Jeg havde min egen cykel med, og flyselskabet passede fint på min cykel på turen op og ned. Man starter i Reykjavík og kører til Grindavík. Der er transport af ens ting til målområdet, og der går busser tilbage til Reykjavík. Løbet er et godt sat op, der er fin afmærkning, og der kører ATV’er rundt på ruten til at komme folk til hjælp. Der er mange punkteringen, jeg fik dog heldigvis ikke nogen.

Man kan kombinere det med en ferie i Island, og endda leje cyklen deroppe. Så der er ingen undskyldning, tag afsted, oplev mountainbike under helt andre himmelstrøg, det var det hele værd. Jeg kunne godt tænke mig at gøre det igen næste år.

Billeder er venligst udlånt af Hjólreiðafélag Reykjavíkur

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *