Vores vurdering af E-Thirteen Carbon Krank og 9-46 Kassette

Test score af E-Thirteen Carbon Krank og 9-46 Kassette

Funktionalitet: 10

Design: 10

Pris: 8

Total Score: 9.3 ud af 10

Anmeldt af Kasper Meldgaard Børjesson

Vil du gerne have større vidde i dine gear, men har ikke lige budgettet til at opgradere til SRAM Eagle, så er løsningen for dig måske her. Vi har været så heldige hos MTBX at få tilsendt E-Thirteens nye carbon TRSrace krank og TRSrace Kassette.

Kassetten udfordrer SRAM Eagle med sin gearvidde på 511% sammenlignet med SRAM Eagle på “kun” 500% Derudover er vægten på kranken og kassetten meget konkurrencedygtige med kun 303 gram for kassetten og 441 gram for kranken.

Stumperne koster selvfølgelig også derefter, men det er rart med noget konkurrence til storspillerne SRAM og Shimano. Stumperne har et flot sort finish, og kommer selvfølgelig med alle de nødvendige vejledninger, olier, fedt samt special værktøj til montering af både kassette og krank.

Detaljer:

  • TRSrace Kassette
  • 303 gram
  • 511% Gearvidde – 9-10-12-14-17-20-24-28-33-39-46
  • Mulighed for at udskifte separate sektioner som er mest slidt
  • Special værktøj til montering
  • XD Body påkrævet
  • Pris: ca. 2500 kr.

  • TRSrace Carbon Krank
  • Direkte montering (min kom med en 32t ring)
  • 441 gram (507 gram incl. 32 ring)
  • Special værktøj til montering
  • Der skal en speciel E13 krankboks til montering af kranken
  • Pris: ca. 3400 kr.

Montering

Jeg fik min lokale cykelbiks til at montere stumperne, og indstille gearene helt perfekt – Ikke fordi jeg ikke selv kunne gøre det, men fordi at de kunne gøre det på 1/3 af tiden. Jeg var lidt nervøs for, hvordan kassetten ville spille sammen med mit setup som er SRAM GX bagskifter og SRAM GX Gearskifter. Specielt bagskifteren idet at buret ikke er helt vildt langt. Man kunne derfor frygte, at bagskifteren ville være for spændt, når man skulle køre på 46 klingen. Det viste sig dog, at der slet ikke var grund til bekymring, da det kørte helt perfekt og endda bedre end på min gamle SRAM GX Kassette.

På sporet

Jeg har kun kørt med en gearvidde på 10-42 fra SRAM, og 11-46 fra Shimano som det største indtil nu, og har egentlig sjældent haft problemer med stigninger. Men med 46 klingen, som det letteste gear, kan jeg godt mærke, at jeg på lange hårde stigninger syrer mindre til i mine ben. Det hårdeste gear som er 9’er klingen, har kun haft betydning for mig på asfalt stykker, så den er ikke nødvendig, men den er da “nice to have”. Vægten er svært at mærke specifikt på en kassette og en krank, når man er på sporet, men jeg kan helt klart mærke, at cyklen var blevet næsten 400 gram lettere. Min forrige krank var af aluminium, og jeg synes ærlig talt ikke, at der var bemærkelsesværdig forskel i selve følelsen af carbon frem for aluminium.

Jeg har som sagt en SRAM GX bagskifter monteret, og den skiftede både op og ned på kassetten som en drøm. Skiftene var mindst lige så kontante, som på min gamle kassette. Jeg synes ligeledes, at springene i mellem gearene på kassetten var rigtig god sammenlignet med fx. en 11-46 Shimano XT kassette. På XT kassetten kan det sidste spring fra 37 til 46 føles lidt voldsomt, så det var rart at springet her var lidt mindre fra 39 til 46 på TRSr kassetten. En ting jeg også bemærkede, var at der slet ikke var nogen støj når man kørte på 46 klingen, eller nogen af de andre klinger for den sags skyld, det hele var meget lydløst. I regn og mudder synes jeg at både kassetten og 32t klingen foran, var gode til at komme af med mudderet.

Konklusion

Kanon hvis du gerne vil have større gearvidde på et 1x setup, men ikke ønsker at opgradere hele din drivlinje til fx. SRAM 1×12, eller synes at Shimanos 11-46 er for lidt og for tungt. E13 TRSrace Krank og kassette er absolut konkurrence dygtige når det gælder vægt, pris og kvalitet. Det eneste minus er måske, at kranken ikke passer i en normal krankboks, og at man skal have XD body før kassetten kan monteres. Delene er gennemtænkt, og det er fedt, at man får alt special værktøj med, som skal bruges til at montere det med.

Delene er venligst udlånt af e*thirteen: bythehive.com