Let, godt og til at betale

Tekst: Christopher Glimberg Rønne

Foto: Cecilia Glimberg Rønne

Der er stadig nogen af os, der sværger til selv at få strikket vores hjul sammen. Vi synes, det er en sport i sig selv at finde de enkelte gode komponenter, der passer os, og når bunken er komplet, smider vi stumperne foran en dedikeret hjulbygger, der kender os, vores vægt, kørestil og præferencer – og så samler han et hjulsæt kun til os. Hvis vi da ikke gør det selv.

Når man vælger den vej, bliver navene et af de vigtigste komponentvalg.

OneUp Components er bedst kendt for pedaler, styr og dropper posts – men med deres nye nav bevæger de sig ind på et område domineret af veletablerede producenter. Spørgsmålet er, om de kan følge med de klassikere som fx DT Swiss 240S.

Teknikken

OneUp-navene er bygget op omkring en let 7075-aluminiumskrop med integreret drive-ring. Konstruktionen er bevidst holdt enkel med færre dele end mange sammenlignelige nav på markedet, hvilket både reducerer vægt og gør navene nemmere at servicere.

Bagnavet benytter et ratchet-system med 44 tænder, hvilket giver et engagement der placerer navet midt i feltet: hurtigere end klassiske pawl-systemer, men uden at levere et ekstremt høj-engagement som nogle high-end nav kan præstere. Freehub, lejer og pakninger er standardstørrelser, som kan erstattes uden specialløsninger – en note der er værd at have med.

Navene leveres i Boost-standard for og bag, med mulighed for 28 eller 32 huller. Freehub fås til HG, Microspline og XD, hvilket gør navene kompatible med de fleste moderne geargrupper. Der bruges almindelige J-bend egere, hvilket gør dem velegnede til hjulbygning.

Producenten

OneUp Components er et canadisk mærke, som har opbygget et ry for gennemtænkte produkter med fokus på funktion frem for marketing. Deres tilgang har ofte været at forenkle eksisterende løsninger og gøre dem mere brugervenlige – og samtidig holde prisen nede. Man kan nemt argumentere for, at det nemt er, hvad canadierne gør med nyeste skud på deres produktstamme her.

Navene er således relativt nye på markedet og kom først i 2024. Det betyder, at de endnu ikke har samme historik som eksempelvis DT Swiss eller Hope, men til gengæld er designet tydeligt præget af OneUps filosofi om enkelhed og servicérbarhed.

Navene er testet som en vital del af et håndbygget MTB-hjulsæt. De er således monteret sammen med kulfiberfælge fra Nextie med 30 mm indvendig og en vægt på bare 260 gram; et sæt fælge i den absolutte topklasse, der samtidig er til at betale. Sammen med Competition eger fra DT Swiss giver det en vægt på under 1.200 gram – en vægt der får selv en seriøs vægtfanatiker til at nikke anerkendende. I det top-setup kan OneUp-navene bestemt sagtens spille med, også når de kommer på vægten. Nålen stopper ved 360 gram for parret, hvilket er fuldt ud acceptabelt.  

Test i skoven

Jeg har kørt med hjulene i klassisk dansk XC terræn med både flowstykker, tekniske passager og korte, stejle stigninger – og tilmed på landevejen. I praksis opleves engagementet som hurtigt og forudsigeligt. Der er ingen mærkbar forsinkelse, fra pedaltrådet til fremdriften, ved acceleration, og kraftoverførslen føles stabil – også under belastning, selvom der findes nav med større grad af engagement og altså en endnu hurtige kraftoverførsel.

Under kørsel fremstår navene mekanisk solide uden unødig støj. Lydniveauet er moderat og ligger i den afdæmpede ende sammenlignet med mange moderne MTB-nav. For ryttere, der foretrækker et mere diskret setup, vil det være et plus.

Efter testperioden var der ingen tegn på slør, mislyde eller ujævnt engagement. Det er dog værd at bemærke, at navene stadig er nye på markedet, og at langtids­holdbarhed først kan vurderes efter flere sæsoners brug. I den forbindelse må navenes relativt simple konstruktiv være en fordel, når det handler om både holdbarhed og kommende service og reparation.

Konklusion

OneUp Components nav er et stærkt bud til ryttere, der vil bygge et moderne MTB-hjulsæt med fokus på lav vægt, enkel mekanik og god et forhold mellem pris og ydelse, der er svært at matche for andre. De leverer et velfungerende ratchet-system, god kompatibilitet og en konstruktion, der er let at servicere.

Navene er særligt velegnede til XC-brug, samt til ryttere der prioriterer funktion og driftssikkerhed over ekstremt high-engagement. Til meget hård (teknisk) enduro- eller downhill-kørsel findes der mere gennemtestede alternativer, men til ”almindelig” MTB-kørsel leverer OneUp-navene præcis det, de lover. Og det du har brug for. Sammen med et par lette og holdbare fælge som Nextie fælgene her, udgør OneUp navene rygmarven i et tophjulsæt.

Karakter: 8/10
Et solidt, veldesignet nav til ryttere, der vil have kvalitet uden at betale for et stort navn.

OneUp nav:

Antal huller: 28 og 32 (bost)
Engagement: 44 (klik)
Vægt: 360 g (sæt), 141 g (fornav), 219 g (bagnav)
Farver: Sort, rød, mørkegrøn, blå, orange, lilla, grå
Materiale: 7075 T6 aluminium
Friløbsoptioner: XD(R), Microspline, Hyperglide

Eger: J-bend

Lejer: Enduro™ MR17287 (for), Enduro™ 6902 (bag), Enduro™ 6903 (friløb)
Pakning: Enduro™ silikonepakning til friløb

Pris: 2.050 kr. for et sæt (€277,47)

For mere info: https://eu.oneupcomponents.com/products/hub