Hollandske AGU har lanceret en vinter cykeljakke, som nærmest er skræddersyet, til danske forhold. MTBX har testet jakken og her er hvad vi syntes.


Vores vurdering af AGU Essential Thermal Cykeljakke - HiViz

Test score af AGU Essential Thermal Cykeljakke - HiViz

Funktionalitet: 9

Design: 9

Pris: 9

Total Score: 9 ud af 10

Anmeldt af Jesper Hedegaard Grønlykke

Den danske vinter er ofte kold og våd. Er der noget der er træls, så er det, at fryse eller være gennemblødt, mens cyklen bliver luftet. Hollandske AGU har flere cykeljakker der kan sikre dig mod vind og vejr, men netop deres Essential Thermal Cykeljakke synes at være et godt kompromis mellem pris og kvalitet.

Test af AGU Essential

God pasform.

Vi har haft jakken til test i december og januar. Den er testet ved temperaturer mellem -5 og +10 grader og har været igennem alt fra små regnbyger til silende regn. Jakken er testet både på MTB og på gravel bike.

Jakken har holdt både vind og regn ude, uanset hvad vejret har forsøgt sig med af ubehageligheder. Og man mærker med det samme man tager jakken på at den kolde vind ikke kommer igennem. Faktisk er jakken så effektiv mod vinden, at hvis temperaturene er over 5-6 grader, er det ikke nødvendigt at have mere tøj på end en basislag trøje under jakken for at holde varmen.

Regnen er ikke trængt igennem jakken på noget tidspunkt. En af dagene vi testede jakken, var det regnvejr med forskellig intensitet i 1½ time, men intet regn slap igennem jakken.

Vi har haft vasket jakken med sports vaskemiddel 3-4 gange hvilket ikke har haft betydning for vandafvisningen.

Design og funktionalitet

Jakken er sort med grå pletter på overdelen, eller sådan ser den ud i dagslys. Men når mørket falder på og jakken bliver belyst med lygter forstår man hvorfor jakken hedder “HiViz”. Alle de små grå pletter er små reflekser, og når de rammes af billygternes skær er jakken pludseligt meget synlig. Refleks pletterne er synlige hele vejen rundt om jakken, og er dermed med til at øge din sikkerhed når du færdes i trafikken.

Jakken er lavet af tre lags stof, en ydre skal af polyamid som gør jakken vind og vandtæt, et mellemlag i polyester, samt en indre del der er lavet af Micro-fleece så jakken er blød og behagelig at have på. Selvom jakken er vind og vandtæt kan man nemt komme af med varmen og sveden. Dog oplevede vi under test, at cykeljakken var våd indvendig 8 timer efter den havde været brugt, og dermed var det en lidt kold fornøjelse at trække i jakken igen.

Jakken er udformet med tre store lommer på ryggen. I den midterste af lommerne er der lavet et hul igennem stoffet ind til ryggen så du kan trække en evt. ledning fra din mobil op til en hovedtelefon. Lommerne har en god størrelse så der er plads til både mobil og diverse tilbehør, samtidigt er de dybe så du ikke skal være bange for at indholdet tabes. Udfordringen ved at have lommer på ryggen er, når man skal strække sig om for at få fat i noget i lommen, det kræver smidighed og har man en rygsæk på, bliver det ikke nemmere.

Vi har testet jakken i en størrelse XL hvilket passer nogenlunde overens med den tøjstørrelse vi normalt ville bruge. Stoffet som jakken er lavet af er blødt og smidigt, hvilket gør at man nemt kan bevæge sig rundt på cyklen alt efter sporet.

Konklusion

AGU Essential Thermal – HiViz er en god vinter cykeljakke som, på trods af prisen, ikke er gået på kompromis med kvaliteten. Den har holdt til det regn og blæst som december og januar har budt på og selv efter gentagne vaske er der ingen umiddelbare forringelser af jakken.

AGU Essential Thermal kan blandt andet købes hos Cykelpartner.dk til en vejl. pris på 739,- kr.