Torbens historie – Mountainbike med 1 ben

Næste gang der er en der siger til dig, han ikke kan køre mountainbike fordi ______ (Indsæt selv “undskyldning” her), så send ham et link til denne historie. For det du nu skal læse, er Torbens historie, om hvordan en sommerdag i august vendte op og ned på hans liv, og hvordan han kæmpede sig tilbage, og i dag har fundet glæden ved at køre mountainbike.

Torbens historie

Fredag formiddag -en flot sommerdag i starten af august, sprang jeg på min gode vens motorcykel, en Suzuki SV 1000. Det er en lækker maskine, den reagerer på enhver lille bevægelse og har motorkraft og smidighed nok, til at klare sig rigtig godt i trafikken. Vejret var varmt, faktisk alt for varmt til at iklæde sig motorcykeltøj, men jeg valgte heldigvis at gøre det alligevel. 10 minutter efter jeg havde kysset min kone farvel og var kørt ud af indkørslen, lå jeg i en grøft og kæmpede for mit liv.

En ulykke i modsatte vejbane, sendte den ene af bilerne over i min retning og den ramte mig i venstre side.  Jeg nåede ikke at reagere på uheldet. Jeg nåede at se, at bilen var på min venstre side, et splitsekund, før jeg blev ramt. Da jeg blev ramt forsvandt motorcyklen under mig og jeg røg op i luften. Motorcyklen og jeg fløj 25 meter, inden motorcyklen kurede ind i en flagstang og lagde sig stille. Jeg fløj 35 meter længere, inden jorden ramte mig.

Da jeg ramte jorden, vidste jeg at der var noget helt galt. Jeg kunne ikke bevæge mig ret meget, jeg havde en knogle, der stak ud af mit lårben, min ene fod sad meget skævt og min ryg var låst fast. Efter få minutter ankom der en ambulance og en helikopter og jeg blev spændt fast på et spine-board og fløjet til Aalborg Universitetshospital.

På traumestuen, konstaterede lægerne, at min ryg var brækket to steder, begge mine ben var brækkede flere steder og min venstre fod var knust. Om eftermiddagen, inden jeg blev kørt ned til operation, kom traumelægen op på min stue og forberedte mig på, at jeg måske ville vågne uden min venstre fod. Han sagde desuden, at jeg nu stod overfor en ny situation og mit liv aldrig ville blive det samme igen.

Han gav mig to valgmuligheder

Han gav mig to valgmuligheder: ”Du kan ligge her og have ondt af dig selv og græde over, at du har brækket ryggen og benene, eller du kan gøre dig selv klart, at du vil overvinde det her. Vil du være vinder eller taber?” Han ventede ikke på svaret, men jeg tænkte meget over det, og valgte jeg vil være en vinder.

Efter operationen, da jeg lå på en opvågningsstue, løftede jeg dynen og kunne konstatere, at begge mine ben var lige lange og jeg ellers var rimelig smertefri. Det var en lettelse og jeg tænkte, at så kommer det hele til at virke som det skal. Jeg kan huske, at jeg også tænkte, at det sikkert ville være et par uger i gips og derefter en kortere genoptræningsperiode, så var jeg fit for fight igen.

Virkeligheden skulle vise sig, at være anderledes.

Bruddene i ryggen blev umiddelbart klaret med ro og et stift og meget ubehageligt korset. Foden manglede halvanden tå og havde et cirka 5 centimeter rundt sår som gik fra forsiden og næsten hele vejen igennem foden. Der var mange brud og ikke mange hele knogler tilbage i foden.

Min tilgang til skaderne handlede udelukkende om at fokusere på, at overvinde dem og komme videre. Efter en uges træning lykkedes det mig, at løfte mig selv over i en kørestol og kunne dermed komme lidt rundt på afdelingen. I 15 minutter af gangen. Efter 15 minutter var jeg fuldstændig drænet for energi og jeg skulle bruge enorme ressourcer på at finde kræfterne til at løfte mig selv over i min seng.

14 dage efter ulykken lykkedes det mig at overtale lægerne til at udskrive mig. Min kone og gode venner arrangerede vores hjem, så jeg kunne ligge i en seng i vores stue og bruge terrassedøren som udgang. Vi bor i et ældre hus, som på ingen måder er egnet for en rullestolsbruger, men jeg ville hjem. Jeg kunne mærke, at jeg havde brug for at fokusere på mig selv og min egen udvikling og ikke skulle forholde mig til 3 andre mennesker og deres sygdom, på en hospitalsstue. Ved naboer og venners hjælp, fik jeg bygget en rampe og lejet en bade/toiletvogn, som blev placeret midt i indkørslen, så jeg slap for at skulle bades i sengen mm.

Jeg opstillede hver dag et nyt mål, for min udvikling. Det var små skridt, som at løfte mig over i kørestolen og sidde deri mens jeg børstede tænder. Eller løfte mig over i kørestolen og rulle ud i køkkenet og lave kaffe. Umiddelbart meget små ting, som jeg også tidligere selv har taget for givet, men for mig og mine smerter, var det en kæmpe udfordring. Det tog mig en som regel en hel dsag, at komme ovenpå, når hjemmesygeplejersken havde været for at skifte forbinding. Heldigvis var det kun hver tredje dag, så jeg kunne restituere over nogle dage. Langspomt -uendeligt langsomt, lykkedes det mig dog efter nogle måneder, at få så meget styr på mig selv, at jeg kunne bevæge mig 20-30 skridt af gangen ved hjælp af et gangstativ.

Foden blev dog ikke synderligt bedre. Sårene helede op men hver kontrol på sygehuset var en prøvelse. For det første blev jeg typisk hentet af Falck i en liggende transport og blev så kørt halvanden time til Aalborg. Turen i en patienttransport var hård for kroppen og jeg var fuldstændig drænet for energi når vi nåede frem til hospitalet. For det andet var det en prøvelse at lægerne tog nye røntgenbilleder og som regel konstaterede at der var kommet nye brud, fordi knoglerne ikke voksede ordentligt sammen. Det var, som en læge udtrykte det, ”skyggeknogler”, uden masse og styrke, som ofte ville brække, når jeg forsøgte at bevæge min fod.

Min fodlæge var positiv og mente, at jeg ville kunne komme til at gå igen. I en eller anden form. Min progression forsatte, jeg fik bedre styr på ryggen og de brud, der generede mig derfra, min balance blev bedre og jeg fik efterhånden så meget styr på flere og flere ting, at jeg kunne bevæge mig med krykker i kortere distancer. Foden blev ikke bedre. Jeg kunne vippe anklen ned, ca 10 grader, men kunne ikke vippe foden op og slet ikke dreje den fra side til side, min storetå var en stiv ”klods” for enden af foden, der ikke kunne noget som helst. Jeg kunne støtte med ca. halvdelen af min vægt, på hælen, men min ankel kunne ikke bøjes nok til, at jeg kunne tage et regulært skridt. Derfor begyndte jeg at undersøge andre muligheder.

Jeg kom hurtigt i kontakt med en mand fra Kolding, som havde en historie, der mindede om min. Han havde også skadet foden i et motorcykeluheld og havde efter 15 års operationer og forsøg på at genskabe sin fod, fået den amputeret. Jeg kontaktede ham og besøgte ham senere i Kolding, hvor der også var en bandagist til stede. Efter det besøg var jeg klar over, at amputation kunne være en mulig vej for mig.

Løsningen måtte være en amputation

Kilde: Torben Linde (Facebook)

Kilde: Torben Linde (Facebook)

Efter at have talt med flere andre amputerede og også mødtes med flere forskellige, der var benamputeret, var jeg klar over løsningen måtte være en amputation.

Jeg kontaktede lægen og han opridsede mulighederne for mig. En ny operation, hvor de ville stivgøre min ankel og amputere min storetå helt eller delvist var det bedste de kunne gøre. Jeg skulle forberede mig på, at jeg ville skulle gå med gangstativ eller rollator resten af mit liv. Smerterne skulle jeg så efterfølgende lære at håndtere. Jeg spurgte ham om amputation kunne være en mulighed og han gav mig ret i, at jeg med en amputation ville forøge mine chancer for at kunne komme til at gå og være aktiv igen. Derfor skrev min fodlæge til en af sine kolleger, som er specialist på området og jeg fik ret hurtigt en tid til en undersøgelse.

Til undersøgelsen, ugen efter, blev vi hurtigt enige om, at det var amputation af venstre ben, 12 cm under knæet der var den nye vej for mig. Amputation så forholdsvis langt oppe af benet, når det ”kun” er foden der er problemet, er ganske simpelt for, at der kan blive plads til protesen og den opbygning der skal til for at kunne få en normal gang.

12 dage senere, en mandag i april, mødte jeg op til amputation. Operationen gik godt, og 4,5 time, efter jeg var kørt på operationsstuen, blev jeg vækket og kunne med det samme mærke, at min fod var væk. Jeg vågnede -for første gang i 10 måneder, smertefri og var lykkelig. Det er en bizar følelse, at skære næsten halvdelen af sit ben af og føle sig lykkelig. Men for mig, var det alt smerten og alt det uduelige, der blev fjernet. Som en betændt byld.

Under min indlæggelse skrev Johnny Sort til mig, Johnny er en ven gennem 15 år, som mistede højre arm i en ulykke som 18-årig. Johnny bruger en masse energi på at holde foredrag og lærer mennesker at mestre eget liv. Johnny skrev, at han sammen med to andre mennesker skulle holde et foredrag for en gruppe fysioterapeuter på uddannelsen i Aalborg og spurgte om jeg havde energi og lyst til at deltage og få lov til at fortælle min historie. Jeg aftalte med sygeplejersken, at vi fik koordineret min smertedæmpende medicin og de praktiske forberedelser og blev derefter hentet af Jerry Mikula.

Jerry har sin egen historie som han skulle fortælle om til foredraget og derudover er Jerry MTB-instruktør. Jerry fik udfordret mig til at give det en chance, at komme ud at cykle. Siden ulykken har jeg været bange, nærmest panisk, for at vælte og cykling har derudover aldrig sagt mig andet end transport fra a til b. Alligevel tog jeg imod tilbuddet om at prøve det af.

Jeg blev udskrevet nogle dage efter foredraget og tiden efter gik med at træne balance og at gå med krykker igen. Min krop kunne ganske enkelt ikke finde ud af, at balancere sig selv, efter underbenet var væk. Naiv som jeg var troede jeg, at mine mange måneder på krykker og med gangstativ ville gøre, at jeg bare kunne springe ud af sengen og hoppe rundt på krykkerne igen. Jeg kunne ganske simpelt ikke og brugte derfor ret mange timer i kørestolen igen.

I løbet af de følgende måneder trænede jeg balance og ”gang” med et ben. Der er mange ting man tager som givet med to ben; Én af mine øvelser var bl.a. at stå på et ben og holde balancen mens jeg børstede tænder eller smurte madpakker. Jeg forsøgte også at hoppe rundt på et ben, og trænede dermed også balancen, men min tillærte frygt for at falde gjorde det svært for mig, at slappe nok af i resten af kroppen til det nogensinde blev en succes. Desuden gjorde det vanvittig ondt i benstumpen at hoppe pga. de rystelser der følger med.

Jeg gik med en stram liner, en manchet af silikone, der sidder stramt ud over benenden og skal være med til at forme stumpen, så den senere kunne passe bedre til en protese. Jeg gik forsat til genoptræning og trænede aktivt derhjemme. Træningen blev til mere end 30 timer om ugen fordelt over alle døgnets timer og vil ganske givet forsætte i nogenlunde samme omfang resten af mit liv for at vedligeholde og styrke ryg og krop, efter de mange skader.

Efter et par måneder begyndte arbejdet med at få bygget en protese til mig. Efter operationen, var jeg meget hævet og benstumpen var derfor først efter 9 uger, stabil nok til at bandagisten kunne tage en afstøbning. Undervejs i forløbet, skrev Jerry til mig, at han havde talt med Fri Bike Shop i Viborg, som så det som en god udfordring, at få mig ud at cykle MTB og ville derfor lave en cykel jeg kunne bruge og stille den gratis til rådighed, for at jeg kunne afprøve det.

På grund af mine omfattende skader, er jeg stadig ikke helet op. Mine brud i venstre knæ og lårben er ikke vokset sammen og det giver nogle udfordringer i forhold til det at cykle. Derudover forhindrer min protese mig i, at bøje venstre knæ mere end knap 90 grader.

Chris Rasmussen fra Fri Bike Shop Viborg, Jerry og jeg mødtes en eftermiddag i butikken i Viborg. Chris viste mig en cykel og jeg kom op på den. Da jeg sad på den, kunne Chris se hvilke udfordringer der var og løsningen blev, at han satte en kortere pedalarm på i venstre side samt pedaler med større pigge, så min protesefod sidder bedre fast. Jeg hentede cyklen ugen efter og har fået lov at bruge den resten af året.

Det var et bevægende øjeblik, at få gang i cyklen og rulle ned af vejen. Min balance er som sagt meget skadet og jeg mangler generelt kræfter til at kontrollere cyklen, men det var alligevel meget bedre, end jeg havde turde håbe på.

Der er lang vej endnu.

Jeg cykler nu hver dag, 2-3 kilometer og det tager mig ca 15 minutter. Oveni min genoptræning er det hvad kræfterne er til. Jeg kan endnu ikke cykle på bakker eller ujævnt terræn, men jeg arbejder med disse små mål, om at øge hastigheden, forbedre balancen og kunne holde til stigninger og generelt til mere tid på cyklen. Mine smerter i ryg, ben og knæ styrer processen lige nu og det er i det samspil jeg skal finde mulighederne for at træne mere og mere.

Jeg kommer aldrig på højde med de ryttere med to ben, men jeg har helt klart en ambition om at blive udholdende og dygtig nok til at kunne klare en god tur i skoven et par gange om ugen. Når jeg har fået nok styr på balance og teknik skal jeg helt klart en tur i skoven. Jeg glæder mig til, at prøve at give den gas og komme dertil hvor teknik og evner skal stå sin prøve.

Torben tester sin specialbyggede mountainbike

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *