Vores vurdering af Scott Scale 710 PLUS 27,5 - 2016

Test score af Scott Scale 710 PLUS 27,5 - 2016

Funktionalitet: 9

Design: 9

Pris: 7

Total Score: 8.3 ud af 10

Anmeldt af Jónas Thor Björnsson

Det havde regnet i flere uger, sådan føltes det i hvert fald. Samtidig havde der de sidste dage været storm, og endda orkan i nogle timer. Jeg havde fået en cykel til test, og regn og storm skulle ikke holde mig fra at tage i skoven. At cyklen så var en decideret muddercykel, hjalp jo gevaldigt på humøret.

Scott Scale 710 PLUS er en fabelagtig cykel at fræse rundt i en våd skov på. Én tur var ikke nok, og det var to heller ikke. Jeg kunne have kørt test på den cykel i en måned.

Er der mudder, så er Scotts svar på en muddercykel sagen

Scott Scale 710 PLUS_jomfruLørdag morgen hentede jeg en Scott Scale 710 plus til at test i weekenden. Planerne blev hurtigt lavet om, da jeg bare måtte ud og køre på cyklen med det samme. Jeg fik lov at give cyklen jomfruturen, hvilket jeg er ret beæret over. Det er svært at få smilet væk igen, for det var sjovt. Der er her ikke tale om en fatbike, men en MTB med en del bredere dæk end en almindelig MTB.

Udstyr

Scott har udstyret aluminumsrammen med SRAMs nye GX serie, med crankset med 30 tænder og en kassette med gearingen 10-42. Bremserne er fra Shimano Deore serien. Derudover har cyklen en Fox 32 Float Performance Air FIT4 forgaffel med 120 mm vandring. Hjulene er monteret med Schwalbes Rocket Ron – med en bredde på 2,8, og 27,5′. Resten af cyklen er monteret med dele fra Syncros. Prisen ligger på omkring 22.000 kr.

Ud og giv den gas

Efter at have justeret alt ind til mig, sat mine noget slidte Shimano XT pedaler på, var jeg klar til at give gas. Dog skulle reflekserne, som nye cykler skal komme med, også lige pilles af. Cyklens 740 mm brede styr kunne straks mærkes, samtidig med den lidt mere oprejste stilling geometrien på cyklen gav – klar til angreb.

Jeg bor ikke langt fra skoven, og derfor kan jeg komme ud i sporet med det samme. Man mærker straks, at dette ikke er en XC cykel. På det flade stykke på vejen ud til sporet, var gearingen for høj. Men hurtigt efter jeg ramte skoven, fandt jeg ud af, hvad denne cykel var lavet til. Masser af singletracks, masser af mudder, små sving og hurtige nedkørsler og mudrede opkørsler.

Op og ned

Scott Scale 710plus_bagI min skov er der rigtig mange korte stejle opkørsler. Her kunne man forestille sig, at de brede dæk ville være svære at slæbe op. Men det var lige det modsatte, det var her smilet blev endnu større. For jeg kunne køre op i et tungere gear end normalt, og dermed have god fart på. Jeg tog mig selv i at grine for lavmælt, over hvor godt cyklen kørte.

Det fik dog en kort pause, da jeg nåede bunden af en nedkørsel, og skulle bremse hårdt op, for at dreje hårdt til højre. Jeg elsker at køre ned, og køre også stærkt ned, og så skal bremserne virke hurtigt. De fra Scott monterede Shimano Deore skivebremser, bremsede ikke hårdt nok op, så jeg kunne komme igennem svinget i et godt flow.

Hjul og dæk

Scott Scale 710plus_daekHjul og dæk var en stor oplevelse. De 27,5′ hjul er bare gode at køre med. Det giver en anden manøvre end med 29′ dæk. Med et lavt lufttryk, blev rødderne meget nemmere at forcere, og dækkene opslugte store dele af det normale bump man får. Det lavere lufttryk betød dog også, at man på flade strækninger kunne hoppe en smule. Ved at skifte lidt op eller ned i gearene, gav lidt roligere kørsel, så det er helt sikkert noget man lige skal lære.

En lille Ass Savers (skærm) kunne have været nyttig. Dækkene tager meget mudder og specielt vand med rundt. Men det er jo en del af gamet. Når det så er sagt, så var der greb i dækkene. Selvom bagenden skred ud, følte jeg at der var styr på det. De store dæk kværnede igennem alt, og de brede nav rullede virkelig godt.

SRAM GX

Scott Scale 710plus_GXSRAM GX’s nye gruppe monteret med en KMC X11L kæde kørte uden problemer. Der var hurtige og præcise skift, også selvom mudder og vand forsøgte at gøre det svært for gearet. Med den lavere gearing, med 30 tænder foran, gav det lidt hurtigere kadence. Det var helt sikkert medvirkende til, at bakker blev taget hurtigt og nemt.

Denne geargruppe kan helt sikkert anbefales i forhold til den noget dyrere SRAM X01 gruppe. Prisen for kassetten på GX serien, er næsten halv pris i forhold til X01 gruppen. Bare det, er et godt argument for at køre med denne gruppe, for komforten virker meget ens. Holdbarheden har jeg ikke kunne vurdere efter en weekends brug.

Oplevelsen

Det har, som sagt, taget noget tid at tørre smilet af. Det var sjov træning, mens man var i skoven. Man kan køre de svære tekniske stykker med stor fart, og kommer godt op og lige så godt ned. Forgaflen var monteret med Scotts lockout system, der sidder hvor forskifteren plejer at side. Det fungerer bare virkelig godt. Der kom mudder ind alle steder, så det gav nogle krasse lyde fra kæde og tandhjul. Men med jævnlige ture i større vandpytter, blev der ofte skyllet efter.

Nogle vil måske tænke, om det både kan være skovcykel, og gadecykel. Og det ville jeg nok ikke anbefale. Det her er en cykel der er lavet til skov og terræn, ikke til vej. Men selvfølgelig er der meget blæreeffekt, når man kører ned igennem villakvarteret efter en tur. Om det var mudderet de kiggede på, eller cyklen da jeg kørte hjem, ved jeg ikke, men jeg tror på at det var cyklen.

Hvad så

Overordnet var det nogle ret sjove timer med denne cykel. Udstyret er godt valgt, dog ville jeg skifte bremserne, dem var jeg ikke helt trygge ved. Herudover er farverne på Syncros delene ret frække. Mine første oplevelser på noget der ligner en fatbike, var rigtig gode, og denne tredje MTB type, ville passe godt til mig, her om vinteren.

Tak til Fri Bike Shop Viborg for lånet af denne muddermaskine.