Nordskoven ved Silkeborg: En guidet tur

I forbindelse med YETI Adventure Challenge Silkeborg, var MTBX inviteret på en guidet tur i Nordskoven lige ved Silkeborg. Guiden på dagens tur var Mads Hoffmann, som er en del af bestyrelsen i Silkeborg Sti og Sporbyggerlaug, og medlem af Silkeborg MTB Klub. Nordskoven bringer kun glæde frem, det er et super lækkert spor med masser af udfordringer for alle aldre, og alle niveauer.

3.500 timer der kan mærkes

imageNordskoven sporet er et af flere spor i Silkeborgs nærhed. Men det særlige ved Nordskoven er, at det ligger lige ved Silkeborgs Centrum. Der er flere ruteforløb, og i dag kørte vi ca. 18 km. af sporet. Mads ville gerne vise det hele, men de to en halv time fik hurtig hjul at køre på, men vi kom vidt omkring.

Kl. 9 kom Mads i fuld uniform på sin Specialized Stumpjumper. Jeg havde ladet min cykel blive hjemme, for så kunne jeg nemlig låne en Santa Cruz Tallboy fra Cyclesport Silkeborg, og det kan man da ikke sige nej til.

Sporet og lauget bagved

Sporet i Nordskoven blev påbegyndt for alvor i 2014. Før dette, havde der været lavet nogle elementer rundt omkring i skoven. Fra 2014 har Silkeborg Sti- og Sporbyggerlaug bygget på sporet. Der arbejdes hele tiden på det, og der er hele tiden mere på vej. At kalde det sporet i ental, er ikke helt sandt. Det at komme fra start til slut, kan gøres af mange forskellige spor.

Gengivet med tilladelse fra SSSL

Gengivet med tilladelse fra SSSL

Sporbyggerlauget er stort. Samlingsstedet er Facebook gruppen af samme navn, her er der 1.300 medlemmer. Det er selvfølgelig ikke alle der kommer i skoven og hjælper på spordagene, men på sporlaugets sporbyggerdage er der stor tilslutning.

Der er lagt 3.500 timer i sporet siden 2014. 1.200 tons stabil grus er flyttet ind i sporet med håndkraft. Hertil kommer alle de krafter der er lagt i klargøring, rydning og generel forberedelse. Sporet bruges dagligt, og på en god weekend kan der køre mellem 500 til 700 ryttere igennem. Det, at så mange finder lysten til at bruge sporet, er med til at drive lysten, til hele tiden at forny og ikke mindst vedligeholde.

imageNordskoven er en stor legeplads. Det får man i hvert fald indtryk af, når man kører sporerne. Det betyder ikke, at der er spor ud over alt, men det betyder, at sporlauget har formået at få en god relation til Naturstyrelsen, hvilket har medført et gennemført spor, med en masse gode segmenter. Alt er forsøgt holdt i naturens egne materialer, og alt er forsøgt lavet, så det falder ind med det omkringliggende miljø.

Op og ned i fuld fart

Nordskoven er ikke flad. Men man bemærker ikke, at man faktisk kører omkring 400 højdemeter på de ca. 18 km. vi kørte. Sporet er lavet med lange flowstykker, lange men gode opkørsler, og så de lange og udfordrende nedkørsler.

imageSporets segmenter har mange navne: Banesløjfen, kæberasleren, Serpentineren, Camino de Santiago, det nye røde spor, snogen og mange flere.  Vi kørte også de 2 nedkørsler fra DM ruten, og de er ikke for børn. På Steep n Steepper fløj Mads ned over, jeg kørte den halve strækning, og undskyldte at jeg måtte stå af cyklen, med at mine pedaler var utrolige stramme. Det var de også, men lige i dette tilfælde var det vist bare en dårlig undskyldning. Der er noget at komme tilbage til, for den skal tages.

Der er bare så meget godt….

Alle segmenter har noget man husker, men der var nogle der bare gjorde lidt mere indtryk.

Nordskoven

Nordskoven

Banesløjfen er en super flow tur, masser af fart, gode sving, og fantastiske berms. Den nye røde sløjfe er så genial, at vi kørte den 2 gange. Man bliver svinget rundt i landskabet, meget opad men mest nedad, sådan føltes det i hvert fald. Super fantastiske nedkørsler, og i flere sving fik man den der rutchebanefølelse. Serpentineren var sjov første gang, anden gang var jeg lidt træt. Snogen, som er bygget ud fra det skoven giver, og så er den super fed at køre. Ja og så kæberasleren, en lang nedtur, altså på den alt for gode måde.

imageDerudover har sporlauget lavet flere segmenter, hvor skovens naturlige forhindringer er brugt. Broer er ikke lige brædder, men kløvede stammer, lagt så det falder ind i miljøet. Enkelte steder har man brugt måtter, men det er simpelthen for at skåne naturen og sporet. De fleste hop og drop er lavet så man kan tage b-linien uden om. Ellers er de lavet, så de kan køres som drop.

Man mærker at sporet er lavet af folk som ved hvordan de vil have det, alt passer fint sammen, der er ikke noget der er umuligt, men meget som kræver tekniske færdigheder.

Nordskoven er det største SUS.

Hvad kan man sige

Når man kommer ud af et spor, er banket igennem, smilet er højt, og man er hæs fordi man har råbt højt af glæde flere gange undervejs, så er det tegn på en super oplevelse. Nordskoven er sådan en oplevelse.  Sværhedsgraden er på mange niveauer, og der er så mange gode segmenter, at det kan køres igen og igen.

Der er rigtig mange super spor rundt i Danmark, og mange af dem ligger i Silkeborg. Silkeborg vil gerne være Danmarks outdoor hovedstad, og det må man sige de kandiderer kraftigt til.

Nordskoven ligger lige ved centrum af Silkeborg. Man kan kører på sporet med start ved papirfabrikken, og som Mads sagde, så kan man slutte af med en is ved Gudenåen.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *