I forbindelse med MTB Festivalen til Maj, kan du kan møde Christian Terry. Christian vil være til stede som instruktør og underviser på forskellige spor, og vi har derfor taget en snak med ham, for at høre hvad du kan forvente at opleve til festivalen.

Hvem er Christian Terry?

Christian er 32 år gammel, og bor på Bornholm, sammen med sin kæreste og søn. Christian er indehaver af Flowteknik, som er et firma der laver mountainbikeundervisning for mountainbikeklubber, foreninger, højskoler, efterskoler og privatpersoner. Når Christian ikke cykler, bygger han mountainbikespor for Naturstyrelsen. Christian har bygget spor i mange af de sjællandske skove og nu på Bornholm.

Om vinteren tilbringer han tiden i Norge, hvor han underviser på ski, snowboard, telemarkski og sitski. Christian Terry har en baggrund og 6 års erfaring fra det danske militær. Efterfølgende er karrieren skiftet ud ved at tage en friluftsvejlederuddannelse, og han har dermed gjort sine passioner til sit arbejde.

Hvad skal du bidrage med til MTB festivalen?

Rent praktisk er jeg jo sat på nogle specifikke workshops, dem kan man se i programmet. Rent fysisk skal jeg bidrage med en meget reflekteret og legende tilgang til det at cykle. Jeg har cyklet i skoven i 10 år, og i alle de år jeg har virkelig tænkt over hvad jeg har lavet. Når vi er klar over hvad vi laver, så kan vi meget hurtigt mærke og sætte ord på de ting vi mangler i vores kørsel.

Jeg har opskriften på hvordan man lærer at cykle, fra nybegynder til øvet, hvilke progressioner, øvelser og fokus man skal have. Jeg har en stor øvelsesbank, hvilke hjælpøvelser og læreveje skal vi bruge hvornår.

Ofte har jeg undervist andre undervisere, og det kræver at man som underviser har den dybere forståelse for det at køre på mountainbike. Fysiologi, anatomi, generel kropsforståelse, alt sammen ting som gør os bedre på cyklen. Hele pakken skal listes ind med en masse leg, gøgl og distraktioner.

Hvad forventer du dig at MTB festivalen?

Hvad kan man forvente af noget som er helt nyt og ikke afprøvet endnu? Ikke det helt store. Jeg har været i området før, og ved at der bygges spor på fuld skrue. Så gode spor, som er gode at lære at køre mountainbike på. Jeg har set hvilke andre instruktører der kommer, og det er alle sammen folk som kan køre på et højt niveau.

Så jeg forventer gode spor, nye sociale relationer med andre mountainbikere, godt vejr, måske et bål og en øl. Og så både formoder og forventer jeg at give deltagerne ny viden og måske en anden vinkel på det at køre mountainbike.

Kan alle få noget ud af at deltage på festivalen? (uanset om man er nybegynder eller erfaren rytter)
Alle kan blive ved med at lære, alle kan blive ved med at blive klogere. Og det er sgu ret så generelt for alt hvad vi laver i livet. Så svaret er ubetinget ja.

Når vi er nye i sporten/kulturen, så er der mange spørgsmål og vi suger læring til os. Senere sporer vi os ind på hvilken profil vi gerne vil være, vi udvikler egne personlige holdninger. Ret ofte kan jeg tage en nybegynder, bedre kendt som ”det blanke lærred” og få ham til være en meget rutineret rytter teknisk overlegen. Når vi ikke har uvaner og er modtagelige, så lærer vi lynhurtigt.

Som ny MTB’er, hvad er så den vigtigste teknik at lære?

Kildekritik. I starten søger vi svar. Hvilken cykel, hvilke sko, hvor bredt et styr, hvilke dæk? Alt sammen gode spørgsmål, og du vil få 244 forskellige svar på diverse Facebooksider. Din lokalecykelforhandler vil sige nogle ting, dine velmenende venner siger noget andet.

Køb en cykel, lån en cykel, lej en cykel. Tag ud og kør og nyd det. Tag noget uddannelse på cykel, noget vigtigt teoretisk kunne være hvorledes man kan strukturere det at lære at køre på mountainbike. Så du ved hvad du skal fokusere på, sådan helt overordnet.

Rent teknisk, så er ens grundposition ultimativt det som flytter ens niveau mest. Det er også der hvor jeg gang på gang oplever at folk har huller eller mangler i deres viden. Super dygtige ryttere, som kører stærkt, men som også er stagneret i deres progression.

Hvis jeg kommer til Bornholm med min mountainbike til sommer, hvad har du så af anbefalinger?

spor, områder, natur, overnatning, evt. spisesteder etc

Bornholm har alt og kan alt. Hvis du leder efter gourmetoplevelser, så er der en lang række af madoplevelser. Man kan søge inspiration i bogen ”Bornholm, folk, fæ og foodies”. Øen er ikke kæmpe stor, så man kan slå sig ned de fleste steder på øen. Uanset hvilket spor jeg kører til herovre, så tager det 20 minutter i bil. Jeg er selv ret så glad for den nordlige spids af øen, Almindingen og Paradisbakkerne. Specielt Almindingen, har vi givet et løft.

Vi arbejder på at skabe flere kilometer spor, lige nu er det meget kompakt, meget kort og meget sprængfyldt med features og klipper der giver dig et sug i maven. Du skal være super dygtig hvis du skal kunne køre alt derinde. Hvis du ikke cykler, så gå nogle ture i de mange sprækkedale, hop i havet, drik en lokal øl og nyd det.

Et godt råd til mountainbikere?

Mountainbiking skal være sjovt, vi skal huske hvorfor vi startede og vi skal lege på cyklen. Jeg leger hver gang jeg cykler, jeg har lyst til at cykle hver dag og jeg cykler hver dag. Så når mountainbiking er sjovt, legende og en positiv oplevelse, så søger vi mod cyklen oftere og oftere. Desto mere du cykler, desto bedre bliver du. Kør lidt hver dag, hvis du kan.